Juni 1919 — Fællesmøde i Dansk Kvindesamfund, Horsens, Danmark

Naar jeg iaar har maattet sige nej til at modtage Genvalg til Fællessty­relsen, hvor jeg har siddet siden 1903 omtrent, de sidste fem Aar som For­mand, er det hovedsagelig paa Grund af mit Helbred, som lægger mig store Hindringer i Vejen. — Men der er og­saa andre Grunde. 

Ved Dansk Kvindesamfunds Fælles­møde ifjor i Aalborg sagde jeg, at hvis Fru Lemche og Frøken Daugaard blev fjernede fra D. K.s Arbejde, saa vilde jeg ogsaa gaa min Vej. Dette er nu sket, og jeg ser mig derfor ikke i Stand til at modtage Genvalg.

Det er ikke Personerne – skønt jeg ogsaa personlig sætter stor Pris paa dem — som jeg ikke kan undvære, men det er deres enestaaende Arbejds­kraft og Energi og deres klare, faste Kvindesagsprincipper, som efter min Mening er af den allerstørste Betydning i D. K.s Fællesstyrelse. Naar jeg i fem Aar har været Formand og re­præsenteret D. K. udadtil, skønt det var mig umuligt at følge Arbejdet i alle Enkeltheder, var det fordi Fru Lemche var Forretningsudvalgets Formand, og jeg vidste, at jeg kunde stole paa hendes fintmærkende Kvindesagsinstinkt.

I den Tid jeg har siddet i Fællesstyrelsen efter at Fru Lemche og Frø­ken Daugaard er bleven fjernede fra D. K., har jeg haft flere Eksempler paa den nye Kurs, D. K. nu styrer, og som jeg ikke ved at blive siddende i Fællesstyrelsen, vil bære Medansva­ret for.

Ved alle de tre Tilfælde, som jeg kortelig vil nævne for Dem, har jeg talt imod og stemt imod det, som fo­rekom mig galt, men jeg er bleven overstemt.

Det første var, at der ved den nye Redaktørs Side blev sat et Bladudvalg. — Det har der ganske vist tidligere været en kort Tid, men det har ikke som nu bestaaet af een af hvert af de tre af vore politiske Partier, og det forekommer mig, at dette stiller Re­daktøren ganske ufrit, saa at hun mu­ligvis vil blive hindret i at hævde Kvindesagen tilstrækkelig stærkt, hvis hun derved kunde komme til at støde et af Partierne. — Jeg mener ikke hermed at ville forsvare de skar­pe Artikler, Fru Lemche af og til har skrevet — jeg fandt dem selv af og til lovlig skarpe – men jeg vil forsva­re Redaktørens Frihed til at skrive, som hendes Overbevisning tilsiger hende, naar hun ikke derved svigter Kvindesagen og gaar udenfor den Retningslinie, der er vedtaget paa D. K.s Aarsmøde.

Den anden Gang, jeg følte mig i Uoverensstemmelse med Fællesstyrel­sen var, da den Agitationsskrivelse, der er bleven udsendt til Kredsene, skulde formes. Jeg gjorde straks Ind­vendinger imod, at D. K.s Program, som det findes i vor § l, ikke kom helt og fuldt med, men det blev hæv­det, at man fik flere Medlemmer ved ikke at støde dem med at stille Kra­vet helt og fuldt om Kvindens An­svar som fuldmyndig Medborger, og jeg blev overstemt og maatte bøje mig.

Den tredie Gang, hvor jeg syntes, at Fællesstyrelsen svigtede D. K.s gamle Traditioner, var, da den Ind­skrænkning, der — saa vidt jeg ved — altid har været ved „Kvinden og Samfundet”s Kundgørelser: at der ik­ke maatte optages Kundgørelser om Alkohol, blev hævet. — Til min Glæde stemte vor Formand, Fru Arenholt, imod at hæve Indskrænkningen, men hun gjorde ikke nogen større Indfly­delse gældende for at hindre det, og Indskrænkningen blev hævet.

Se, det er hele denne nye Kurs, som jeg ikke kan bære Medansvaret for, og dette er min anden Grund — for­uden Helbredet — til at gaa ud af D. K.s Fællesstyrelse.

Det havde været mit Haab, at Fru Lemche og Frøken Daugaard var ble­ven valgt ind i D. K.s Fællesstyrelse ved dette Fællesmøde, men det har ikke været mig muligt at formaa dem til at lade sig opstille. Men jeg maa give D. K.s Fællesmøde det Raad: saasnart som mulig at se at faa disse bærende Kræfter knyttet til D. K. igen.

Jeg behøver vel næppe i denne For­samling at fortælle Dem, hvad Fru Lemche har været for D. K., hvad hun har udrettet for D. K. og hvorledes hun ligefrem har sat sit Liv ind paa at virke for D. K. Hun har sine Fejl, som vi alle har, men de overskygges langt af hendes ypperlige Egenskaber og glødende Iver for Sagen.

Og at D. K. har sluppet Frk. Daugaards enestaaende Dygtighed og Ar­bejdskraft beror paa en Kortsynethed, som jeg slet ikke forstaar! Og jeg trænger til i denne Forsamling at bringe hende en varm og oprigtig Tak for 10 Aars trofast uegennyttigt Ar­bejde, som er Skyld i at D. K. har et udmærket velordnet Kontor og — for en stor Del — i, at det i det Hele er saa vel organiseret.                         

Jeg spørger mig selv: Har D. K. i det Hele Raad til at skille sig af med to Mennesker, der sidder inde med saa ypperlige Evner og saa stor en Ar­bejdskraft? Jeg synes altid, at man maa lede med en Lygte efter den Slags Personligheder. Og støder D. K. dem fra sig, saa bruger de sine Kræfter i andre Foreningers Tjeneste, som saa vil tage den Førerstilling fra D. K., som det med Møje har tilkæmpet sig.

Det var i 1883, at jeg første Gang blev valgt ind i D. K.s Styrelse, og i de forløbne 36 Aar har jeg paa for­skellig Maade ofret al den Tid, jeg kunde spare fra mit Hjem, paa D. K., og jeg er kommen til at elske D. K. og har følt mig stolt af at være knyttet til det. Nu nærmer mit Livs Af­ten sig, og jeg maa slippe min Plads i D. K. Men en stor Sorg vilde det være mig, hvis jeg skulde se D. K. i Fremtiden styre en Kurs, som jeg ik­ke kunde billige, og se det slippe de to Mennesker, der efter min Mening i en Aarrække har været de bærende i D. K. og som endnu er i sin bedste Alder og kan udrette et stort Arbejde. Skal jeg forlade D. K. med en tryg Følelse, da maa jeg kunne stole paa, at den Tid ikke er fjern, da Fru Lemche og Frøken Daugaard vier sin yp­perlige Arbejdskraft til D. K., og det afhænger af næste Aars Fællesmøde, om dette vil ske.

Kilde: “Kvinden og samfundet” nr. 12, 1919, s. 112-13, Kvinfos kvindearkiv.