15. November 1888 — Arbeidersamfundets Wal, Offentlig møte om kvinnestemmerett, Kristiania, Norge

Endelig har kvindestemmeretten ogsaa faaet sine forkjæmpere hos os. For vel et par aar siden vovede nogle faa kvinder at slutte sig sammen om at arbeide for stemmeret for hinder. Saaledes dannedes Norsk kvindestemmeretsforening. Den er en gnist der skal tænde udover i den store kvinde-leir. Vort arbeide er spiren til de lange rødder, som maa brede sig gjennem alle sumfundslag, saavist som vor sag, kvindesagen, skal seire. At arbeidet for kvindestemmeret er kjernepunktet i det hele kvindesagsarbeide, vil vistnok — vi maa haabe det — snart ogsaa hos os blive en erkjendt sandhed. I Amerika og England har man for aarrækker siden forstaaet dette, og kvindernes hovedstyrke har været koncentreret netop paa dette punkt; derfor har ogsaa kvindesagen i disse lande naaet længst. I et par samfund i Amerika staar man, som bekjendt, ved maalet, idet kvinderne har faaet stemmeret og er fuldt ligestillede med mænd. Men ogsaa der, hvor maalet ikke er naaet, har selve arbeidet for stemmeret, for kvinders aktive deltagelse i samfundets anliggender, opdraget kvinderne til en tænke- og handlekraft, en dygtighet og ihærdighed, som har aftvunget de respektive sumfund indrømmelser paa indrømmelser til fordel for kvinderne. Man ser saaledes f. eks. i Amerika kvinder indtage stillinger jevnsides mænd paa de allerfleste omraader. Men magt til at verne om sit arbeide, magt til at fremme det, den er kvinderne forholdt, saalænge de ikke har stemmeret. Og uden denne magt har de indrømmelser, som er gjorte, intet holdbart ved sig.

Vor tilkjæmpede stilling giver os ingen betryggelse, vi har ingen garantier for at beholde den. Den dag imorgen kan fravriste os, hvad vi idag har vundet. Vi hører f. eks. alt nu her hos os altfor megen tale om at de stakkars lærerinder, telegrafistinder og forretningsdamer, som de kaldes, har trængt sig ind paa mænds omraader. Kvinderne maa søge nye arbeidsfelter, heder det. Man er i almindelighed slet ikke villig til at dele brød med os. Man er saa bange for konkurrencen, som det heder. Men her vil jeg spørge hver retskaffen mand: Er ikke det der at ville holde kvinderne udenfor konkurrencen, er ikke det det samme som at ville sige: Vi vil leve paa selvtagne forrettigheder, vi vil stænge for, tilintetgjøre alle andre hæfter end vore egne? Vil en saadan borger samfundets vel?

Hvem har stemmeret i Norge?

Loven siger: Stemmeberettigede er ifølge grls. § 50 de norske borgere, som har fyldt 25 aar, har været bosatte her i landet i 5 aar, opholder sig der og enten:

1. Er – – – – (her opregnes embedsmænd, eiere af gaard og grund o.l.). Og endelig: Alle, som for det sidstforløbne aar har betalt direkte skat til stat eller kommune efter en antagen indtægt af mindst 500 kroner paa landet og mindst 800 kroner i kjøb- eller ladestederne, i et aar har havt fast bopæl i valgkommunen paa den tid, valget foregaar, og ikke som tyende tilhører andens husstand. –

Alle disse har stemmeret, saafremt de ikke er idioter, vanvittige eller forbrydere. – Men hvorfor har saa ikke vi, som til punkt og prik opfylder lovens fordring, hvorfor har ikke vi stemmeret? Fordi vi er kvinder. Fordi vi er født kvinder og ikke er mænd altsaa, skal vi ikke regnes med blandt landets “borgere”, men udstødes og regnes lige med vanvittige og forbrydere! En saa himmelraabende uret, skulde man vente, hvert ærligt, rettænkende menneske i vort samfund vilde reise sig imod Det var at vente, at man ikke turde hvile, før denne uret mod medmennesker var hævet og udslettet. Der ligger, mine tilhørere, en foragt for vort kjøn, en skjærende haan i denne lovbestemmelse. Det hjælper ikke paa hvad maade eller fra hvilken side, vi vil forsøge at undskylde den. Vort fædrelands lov krænker os, haaner os.

Betalte skatsedler, der lyder paa en indtægt af 800 og 500 kr. eller derover, giver altsaa norske mænd plads ved valgurnen og saaledes del i kommunens og statens styre, ret og leilighed til at verne om og fremme sine, hjemmets og fædrelandets interesser. De samme slags skatsedler, betalte af kvinder, ofte med vor sidste, surt fortjente skjærv, – giver os, norske kvinder, derimod ingen saadan ret og ingen plads i sumfundet. Vi regnes bent frem ikke med. Vi har ingen andel i det store, velsignede fællesarbeide for hjemmets, for fædrelandets fremtid og lykke, hvad hvert tænkende, varmhjertet menneske absolut maa kræve at have.

Om alle skatlagte og efter vor nuværende lov stemmeberettigede kvinder udover det hele land, alle som en, negtede at betale skat, var de sandelig i sin gode ret. Og dog maa vi bede Gud bevare os for, at haandene skal strammes saa længe, at de engang maa springe ved voldsomhed.

Saa dybt har love og vedtægter gjennem aarrækker, formaaet at paatrykke mange kvinder – ja jeg siger det – trællesindet, at ikke sjelden den ængstlige indvending møder os fra kvinderne selv, naar det gaar op for dem, at stemmeret er nøglen til alle vore rettigheter: men hvor er saa grænserne, naar alle skranker falder, naar kvinder paa alle hold strømmer ind paa mænds omraader? Grænser, skranker, omraader, der er netop de rette benævnelser. Men hvem har optrukket grænserne, hvem har muret skrankerne, hvem har lovhjemlet omraaderne, enemerkerne? Er det ikke menneskeverk altsammen? Det er sandelig ikke guddommelige anordninger. Vi ved det. Og naar vi alene kræver for os individets ret til anvendelse og udfoldelse af de evner og kræfter, som det er os en pligt at nytte som det pund, Gud har givet os, det, vi ikke har lov til at grave ned, – behøver man sandelig ingen frygt at have, forat vi skal overskride grænserne. Naturen sørger for disse, for skrankerne, eller hvad det nu heder.

Ingen kan lægge en alen til sin vekst.

Dog, det er ikke nødvendigt her at gaa videre ind paa udviklinger af vor sags retfærdighed. Vor fordring paa stemmeret bunder midt i det daglige stræv. Vi gaar ikke et skridt, uden at kravet træder os imøde. Det skriger op omkring os, hvor vi tager fat. Det raaber paa retfærdigheden, paa nødvendigheden af at blive tilfredsstillet og det straks.

Lad os se os lidt om. Hvor var kvinderne nu, da formuesforholdet mellem ægtefæller blev behandlet i storthinget? De, som kom længst, var vel paa galleriet. Det er den pinebænk, om man vil, som vi faar lov til at indtage, naar vor velfærd skal afgjøres. Længere kommer vi ikke. Vistnok blev der i denne sag indrømmet os noget: hustruen blev myndiggjort, som det heder. Dog, saa særdeles meget har dette ikke at betyde, naar man ser loven lidt nærmere efter. Det bliver omtrent ved det gamle. Normen for, hvad en lov kan paabyde i dette forhold, vovede justitskomitéens lovudkast ikke at opstille, særeie nemlig. Det var ikke tilraadeligt at indføre særeie, naar formandskaberne for størsteparten landet rundt udtalte sig derimod, mente man. Hvem er formandskaberne? Naturligvis mænd. Og hvem havde man glemt at spørge? Selvfølgelig kvinderne. Vær forvissede om, m. tilh. at havde der nede i salen ogsaa siddet kvinder som repræsentanter, de vilde der paa stedet have fremtvunget, at der var blevet spurgt om igjen ud over landet, saaledes at kvinderue ogsaa havde faaet sige sin mening i denne deres sag fuldt saavel som mænds. – Der blev blandt meget lignende (for at skræmme bønderne) ogsaa fremholdt, at den jordlappen, gaardbrugerne havde, ikke var stor nok til at eies af to. Kanske hustruerne, naar de havde havt anledning til at udtale sig; noksaa tørt havde kunnet oplyst de herrer om, at af 100 jordlapper omtrent de 50 ialfald i alm. er kvinders arv og eie før giftermaalet.

Havde kvinder udarbeidet justitskomitéens lovudkast om formuesforholdet mellem ægtefæller, havde dette sikkerlig ganske ligefrem gaaet ud paa særeie og intet andet. I denne som i alle sager, hvor det gjælder at tage skridtet fuldt ud for kvindernes ret, tænker desværre vore repræsentanter altfor meget paa sine vælgere, sine vælger-mænd. Hvor ganske anderledes vil det stille sig naar man ogsaa faar vælger-kvinder i ryggen.

Saa har vi skolesagen. Forslag om ny folkeskolelov, udarbeidet af den kgl. skolelovkommission, forelaa for sidste thing. Efter flere dages debat blev, som bekjendt, resultatet, at lovforslaget ikke skulde optages til behandling, — efterat altsaa tid og penge var ødslet for alle vinde. Slige resultater, tror jeg, vi kan være forvissede om, at kvinder aldrig havde været med paa, hvis de havde havt sæde i thinget. — I det fremlagte lovforslag ligestiller kommissionens og kirkekomiteens pluralitet lærerinderne med skolens lærere paa alle punkter undtagen et — aflønningen. Her stod man atter foran et fuldt skridt til fordel for kvinderne. I lovforslagets præmisser erkjendes kvindernes berettigelse til fuld ligestilling, men — saa var det vel igjen disse mænd udover landet, disse vælger-mænd, som øvede sit tryk og dikterede den inkonsekvente konklussion, at det er i kvindernes egen interesse at faa mindre løn! Det er sandelig paa tide, at vore repræsentanter faar vælger-kvinderne i ryggen. — Den ene kvinde, som har plads i den kgl. skolelovkomm. stemte selvfølgelig for samme løn for lærerinder som for lærere. Vi er virkelig komne saa langt i et land som vort, hvor der vrimler af kgl. kommissioner, at en kvinde har faaet plads i en kgl. kommission! N. K. F. androg nemlig i sin tid om, at kvinderne maatte blive repræsenterede i den kgl. skolelovkomm. ved repræsentanter af sit eget kjøn, idet kommissionen har at fremkomme med forslag til ordning af folkeskolen for piger som for gutter og af seminarierne for kvinder som for mænd. Resultatet blev, at 1 – siger og skriver én – kvinde fik sæde i kommissionen sammen med 11 — elleve — mænd. Og nu kommer det allerbedste, det ligefrem latterlige: denne ene kvinde repræsenterer det abnorme skolevæsen!

Paa det høiere skolevæsens omraader kræves der høilydt fra alle kanter reformer. Hvorfor udebliver disse? — Skal der foretages levedygtige forbedringer i vort skolevæsen, i vor ungdoms opfostring, maa pigebørnene ogsaa tages med; tiden kræver det. Men der er vistnok knuden. Man har ikke raad til at give fædrelandets døtre uddannelse i lighed med landets sønner. Hvor er kvinderne i denne sag? Hvorfor fordrer vi ikke, hvorfor fremmer vi ikke vore stakkars pigebørns ret? Fordi vi ingen stemme har hverken inden kommune eller stat i noget anliggende, saaledes heller ikke i skolesagen. Vi som saa vel ved, hvor skoen trykker, vi som det her nærmest gjælder, vi staar der magtesløse. Der gjøres nok nogle tilløb, der lappes og lempes lidt her og der, men skridtet fuldt ud det tager man ikke. — Naa, det er da ingen nød, svarer man mig, nu er jo universitetet og tildels skolerne ogsaa aabnede for kvinder. Er statens skoler aabnede for vore smaapiger? Ja vel at merke, naar gutterne først er vel placerede, og der da kan blive en plads eller to tilovers, da kan piger paa ansøgning slippe ind. En hvilkensomhelst ringe begavet eller doven og uskikkelig krabat af en gut kan der stænge for det mest begavede og elskværdige pigebarn. Er sligt retfærdigt?

Universitetet er aabnet for kvinder. Sundt, men heller ikke her er skridtet taget fuldt ud. Man hører nok af spottende bemerkninger om de kvinder, som gaar den akademiske vei: de kan jo ikke blive dommere, prester, professorer o. s. v. Hvorfor ikke? Fordi storthing og regjering har ladet den skranke staa, som spærrer embedsveien for kvinderne. — Som vi ved, har endnu ingen af vore studenter taget sin embedseksamen: men vi haaber, mange vil gjøre det. Da kommer det an paa, om det bestemte, direkte krav skal faa denne sidste skranke til at falde. Sandsynligvis gjør man imidlertid da som sædvanlig en indrømmelse eller to. Skridtet fuldt ud tages neppe, før kvinderne selv faar give sin stemme med, faar være med at ordne og bestemme om sin velfærd.

Til handelen til forretningslivet strømmer skarer af kvinder; men her som andetsteds maa de tage tiltakke med de usleste pladse og den elendigste betaling. Hvorfor? Fordi kvinderne ingen indflydelse har i samfundet; man kan behandle os efter forgodtbefindende, vi regnes ikke med blandt landets borgere, vi er de smaa hunde, som faar takke for smulerne, — og fordi de unge piger møder op med en mangelfuld uddannelse. Men dette er igjen samfundets skyld. Medens saaledes kommunens og statens skoler, søndagsskolerne og aftenskolerne, staar gutterne fra folkeskolen aabne til erhvervelse af kundskaber for handel og haandverk, saaledes: regning, bogholderi, tegning, fysik, kemi o. s. v., — er disse skoler lukkede for folkeskolens piger, som saaledes bliver staaende med de kundskaber, de havde, da de gik ud af barneskolen, saafremt de da ikke privat kan hjælpe sig frem, hvilket selvfølgelig kun kan ske i de sjeldneste tilfælder. — Til haandverk negtes kvinder omtrent al adgang.

Den høiere uddannelse for handelslivet giver, som bekjendt, handelsgymnasiet. Derhen søger mange kvinder. Men ogsaa her skubbes de tilside, til kurser med ringere og mindre fyldig uddannelse. Medens saaledes de unge herrer modtager undervisning inden anstalten i to aar, har damerne kun etaarige kurser og disse til og med ogsaa med færre timer daglig. De skal i denne uforholdsmæssig korte tid indpuge det allernødvendigste. At gjøre ogsaa kvinderne til dygtige, fuldt udrustede forretningsfolk, synes ikke at være magtpaaliggende. En fællesanstalt til uddannelse af handelsfolk, mænd og kvinder, har styrelsen visselig vanskelig for at tænke sig. Men med dette fundament, med denne lavere, ringere uddannelse, m. tilh., bliver kvinderne saa ganske naturlig en godtkjøbsvare. Principalerne har følgelig det bedste paaskud af verden til at negte at give dem en løn i lighed med deres saameget bedre uddannede mandlige kolleger.

Der var megen tale og meget skriveri her paa forsommeren om, at arbeidere og haandverkere skarevis burde sendes til Kjøbenhavn for at nyttiggjøre sig udstillingen der. En repræsentant fremholdt i storthinget, husker jeg, at stipendierne til arbeidere og haandverkere ogsaa burde uddeles til kvinder. Men var det andre end mænd, som fik reise? — Og saadan gaar det altid, m. tilh.; dette ene tilfælde er saa betegnende for det hele. Man husker paa os saadan i forbigaaende; men naar det kommer til stykket, naar der skal gjøres noget, glemmer man os. Vi er ikke tilstede og kan ikke selv varetage vort tarv. Man vil maaske sige, det var en liden sag, denne med disse stipendier. Men det var det slet ikke. Vore arbeidersker trænger sandelig at komme ud og se noget, lære noget. Og udstillingen havde netop noget for dem, det var jo netop kvindernes branche, industrien, som var saavel repræsenteret dernede. Og hvilken opmuntring vilde ikke en saadan reise været for vore industridrivende kvinder, disse i de smaa stuer og butiker, hvor de broderer, strikker, hækler og syr dag ud og dag ind. De smaa, trange forhold her hjemme skal sandelig ikke opmuntre og fremme deres møisommelige arbeide. Og vore arbeidersker ved fabrikerne, kunde visselig fuldt saa vel, ja mere end de mandlige arbeidere behøve at komme ud og se, hvad deres kammerater andetsteds kan gjøre. Det vilde give dem arbeidslyst, vække deres selvstændighedsfølelse og saaledes bidrage til at give dem et sundere syn paa livet. Vi hører saa ofte, folk taler om letsindigheden og stygheden blandt vore fabrikpiger. Ja, der er letsindighed og styghed blandt dem desværre, men det har ogsaa sine grunde, sine dybe rødder, hvilket vi dog her ikke kan gaa nærmere ind paa. En ting er vis: vi kvinder, naar vi faar noget at sige og raade inden kommune og stat, vi faar meget at rette paa, meget at redde og verne om netop der, hvor arbeidersken i fabrikken eller hvor det nu er — slæber sit liv igjennem.

Hvad der særlig maa ligge et folk i en kristen stat paa hjerte, er vel kirken og dens anliggender. Hvorledes er det saa her? Hvordan er det med disse store skarer af kvinder, som fylder vore kirkehuse, som knæler oppe ved alteret, hvordan er det, skubbes de tilside ogsaa der, indenfor sin menighed? — Vi maa svare ubetinget ja. Spørges der vel efter disse store skarer, naar kirkens anliggender skal drøftes? — Er noget en skandale for vor kirke, saa er det vel disse møder, hvor “husfædrene” sidder som alene stemmeberettigede og afgjør kirkens eller menighedens anliggender, medens den store skare af kvinder — menighedens stadig kirkesøgende medlemmer – ikke tilspørges. Her i november havde vi i Kristiania, som man vil vide, en flere dages kirkelig forsamling, stiftsmøde. Der mødte omtrent 1000 prester og lægmænd. Man forhandlede om skolesagen, om kvindens deltagelse i den offentlige forkyndelse af Guds ord og om dissenterne. Ikke en eneste kvinde fik der plads nede i salen som menings- og stemmeberettiget! At mangen sagtmodig kvinde maa tage forargelse af saaledes at udelukkes, er altfor vist og sandt, ligesom saadanne møder ved sin ensidighed, desværre bliver til altfor stor skade for vor kirke.

Vi gaar videre. Hvorfor tager vort offentlige fattigvæsen ikke kvinderne i sin tjeneste? Der tales høit og smukt nok om kvindernes fortjenester af den private fattigpleie. Hvor er saa de kvindelige fattigforstandere? Vilde ikke netop en kvinde — kjærlig, hjælpende, raadende – kunne komme den sørgende enke eller de forældreløse børn imøde i deres nød og elendighed? At der er tilfælder og forhold, i hvilke den fattige, ulykkelige kvinde ikke vil kunne betro sig til en mand, men alene til en kvinde, kan vi vist alle tænke os.

Videre. Har man tænkt paa at give kvinder plads i vort polilivæsen? Jeg tænker her først og fremst paa sædelighedspolitiet. Er det forsvarligt, er det sædeligt, at en mand her skal optræde lige overfor kvinder?

At kvinder, som har gjort sig skyldige i eller blot mistænkes for sædelighedsforbrydelse, skal forhøres, krydsexamineres i de intimeste detaljer angaaende dette sit forhold af mænd, – er ikke alene oprørende grusomt, men virker selvfølgelig i allerhøieste grad moralsk nedbrydende paa disse ofre. Er de ikke allerede forbrydere, maa de blive det ved saaledes at tvinges til at bide ho’de af al skam.

Og hvordan er det med ordningen inden vore fængsler? Vil ikke netop kvinder der kunne bringe de ulykkelige forbrydere trøstens ord og fremlokke angerens taarer? Fængslet skal dog være en forbedringsanstalt. Det er mennesker blandt os, m. tilh., som fødes, som vokser til, som kastes ud i verden, uden at en eneste straale ren, varmende kjærlighed har faaet trænge ind og lyse op i deres mørke og kolde tilværelse. De bundfryser, de forhærdes tilslut disse stakkars væsener. Naa, vi finder dem som oftest igjen i fængslerne. Tænk Dem nu, en fængsels-bestyrer eller inspektør, en mand, staaende foran en slig flok sky eller trodsige og forvorpne kvindelige forbrydere. Hvordan kan det staa i hans magt at skjænke dem den kjærlige omhu, den hjertevarme, som alene kan gjøre dem til mennesker igjen? Disse ulykkelige væsener, mener jeg, vil kun hos en af sit eget kjøn, kun ved et varmt, opofrende kvindehjerte finde den forstaaelse og vinde det livsmod, som alene gjør det muligt for dem at kunne begynde livet fra nyt af, naar engang fængselsporten lukker dem ud i verden igjen. Men vil myndighederne, vil kommune og stat, give kvinderne den plads i politi- og fængselsvæsenets tjeneste, de som her paapeget bør have, før kvinderne selv faar være med og ordne og bestemme?

Men videre. Hvorfor gaar den faldne mand saa omtrent fri for ansvar ligeoverfor den faldne kvinde og det uægte barn? Vil der blive nogen nævneværdig ændring i dette forhold, før kvinderne faar være med og skifte lov og ret? Jeg tror det ikke. Det vi indtil da som nu hede: den faldne kvinde er den mest skyldige og maa følgelig bære det tungeste ansvar. Og spørger man saa: Hvorfor er hun mest skyldig? faar man igjen det gamle, taabelige svar: Fordi hun er kvinde.

Mod drukkenskabslasten, der forstyrrer saa mangt et hjem i vort land og gjør hustruer og børn ofte saa grænsesløs ulykkelige, mod denne last kjæmpes der vistnok gjennem afholdsforeninger omkring i landet, og til disse bør visselig kvinderne slutte sig varmt og sterkt. Dog, disse foreninger rækker ikke længere end til at foreslaa forbedringer. Magten til at tage kraftige foranstaltninger mod lastens herjninger, den sidder kommune og stat inde med. At netop hinderne med sine sørgelige erfaringer om drukkenskabens ulykker vil have det skarpe øie og det rette greb til paa dette saa saare vanskelige felt at træffe de gavnligste foranstaltninger, derom kan der ikke være to meninger. Denne ene sag alene, m. tilh., kampen mod denne hjemmenes, som det nu er, saa trøtesløse ulykke, bør være manende nok til at drive skarer af kvinder frem til valgurnen.

Men krig kan kvinder ikke være med paa, de kan ikke gjøre vernepligt, derfor maa de ikke have stemmeret. Staar der noget i vor lov om, at den, som ikke gjør vernepligt, ikke skal have stemmeret? Indeholdt loven en saadan bestemmelse, blev nok listerne over de stemmeberettigede borgere lovlig tynde, saa mange mænd maatte da stryges. — Det er forresten i en forstand sandt det, at kvinder ikke kan være med paa krig. Men hvorfor ikke? Fordi kvinderne vil fred. Det er netop en af kvindesagens helligste opgaver at lede samfundet i retning af fred, at bringe det til mere og mere at opgive det brutale. Fredssagen staar paa kvindernes program. Hvad vernepligt forøvrigt angaar, ved vi, at en mor fuldt ud tjener sin vernepligt hver gang, hun skjænker et bam livet. Og blandt de ugifte kvinder tjener mange, som bekjendt, sin vernepligt paa hospitalerne og paa slagmarkerne, ligesom det vel ikke er den mindste og letteste vernepligt i krigens tid at blive tilbage hos de vergeløse og hjælpeløse gamle og hos børnene. Disses nærmeste vern er da kvinderne.

For at faa tabet af tid, denne byrde, som vaabenøvelserne paaføre de vernepligtige mænd, ogsaa tilfredsstillende overført paa de øvrige medlemmer af samfumlet, kvinderne og de mænd, som ikke gjør vaabentjeneste, har man som bekjendt den tilflugt at paalægge disse den saakaldte verneskat. Tab af tid er jo som regel lig med tab af penge.

Endelig vil jeg pege paa den store sag, vor største kanske, sædelighedssagen, og – det økonomiske spørgsmaal. Det nytter lidet for det store samfunds vedkommende at raabe paa sædelighed eller at skrive og debattere om, hvad sædelighed er. Dette kan være bra nok for den enkelte, for den, som kan følge med i den store knlturbevægelse, og som selv har opladt øie og øre. Vil vi derimod udrette noget udover i det store samfund, maa vi først og fremst, mener jeg, søge at reise og støtte vore stakkars søstre rent ud materielt. Det gjælder at hjælpe de arbeidende kvinder til at faa sit arbeide betalt, saa de kan leve sit liv ærligt og sædeligt. Misforstaa mig ikke. Jeg taler her om den store masse. Sædelighedsfølelsen maa oparbeides indenfra, det er sandt. Men dette gjælder ikke saa bogstavelig for den store masse, som raaber paa brød! Deres legemlige hunger maa først og fremst tilfredsstilles, skal man faa den ro tilveiebragt, som er nødvendig for at kunne med nogen frugt tage fat indenfra. For den store masses vedkommende maa derfor sædelighedsspørgsmaalet og det økonomiske spørgsmaal blive at løse samtidig. Saa længe kvinder maa arbeide for halvparten, for tredieparten af den normale løn, saa længe bliver arbeidet dem en forbandelse og letsindigheden en tilflugt. Saa længe en mands pung kan kjøbe sultne kvinder — som det er sagt blandt os engang før —, saa længe staar vi omtrent hjælpeløse overfor usædelighedens forfærdelige herjninger i vort samfund. – Sædelighedssagen er ikke mere en kvindesag end en mandssag, det er i én forstand sandt. Men idet kvindernes fattigdom er et af usædelighedens værste arnesteder, er botemidlet først og fremst økonomisk uafhængighed for kvinder, og den bliver det nok en kvindesag at erhverve. Tænk paa disse kvinder som arbeider for en maanedlig løn af 10 – 20 kr. (jeg tænker nærmest paa kasserersker o. l.). En slig betaling er mere end en fristelse, m. tilh.! Og saa alle vore arbeidersker omkring i by og land, som arbeider for nogle øre om dagen. For kvindelige dagarbeidere opgives daglønnen (efter H. E.Berners foredrag i N. K. F.) i Kristiania til kr. 0,60 á 80; i tobaksfabriker betales kr. 0,50 á 80. I spinderierne betales i Kristiania kr. 1,25 og i andre byer kr. 0,80 á 87. For søm, hækling, broderi o. s. v. betales kr, 0,60 á 70.

Jeg skal for Kristianias vedkommende bemerke, at arbeidslønnen i fabrikerne i denne vinter for koner og piger er gaaet ned til 4-5 kr. pr. uge. Vi kan tænke os, hvad det vil sige at skulle leve i, syv dage af 4-5 kr. og det f. eks. for en mor, en enke, som sidder med flokken af sultne, nøgne børn omkring sig. Hvad fabrikpigerne angaar, maa de i de allerfleste tilfælder skyde til hjemme til smaa søskendes underhold. Og disse stakkars mennesker, m. tilh., slider den hele dag, idet de i regelen arbeider fra kl. 6 mg. til 6-7 aften.

I disse forhold maa kommune og stat gribe kraftig ind og det snart. Men før kvinderne faar være med, har disse “mindste” blant os sandelig ingen talsmænd, de kan bygge paa.

Til økonomisk uafhængighed, m. tilh., for disse tusener af søstre i vort land, naar vi ikke frem uden stemmeret. Vi ser, hvortil vort nuværende samfund har bragt det. Og hvem er vel ogsaa nærmere til at lave øre og hjerte for fattige, ulykkelige kvinder end vi selv?

Den skrigende nød raaber os her frem til valgurnen.

– – – Men hvad skal vi saa gjøre for at faa stemmeret? Alle er vi vel enige i, at det gjælder først og fremst at faa kvinderne udover det hele land til at gjøre sit bestemte krav paa stemmeret gjældende. Hvad der saaledes selvfølgelig for alvor maa tages fat paa, er at samle kvinderne, alle som en, om det foreliggende grundlovsforslag om stemmeret for kvinder, det, som blev indbragt for storthinget i forrige thingperiode af flere af thingets mest fremragende mænd.

Det er ingen ny lov, som skal gives. Den nu gjældende stemmeretslov bliver staaende hel og holden som før, kun et eneste nyt ord er flettet ind: kvinder. Efter ordet “borgere” føies nemlig til: mænd og kvinder. Forslaget er saalydende: “Stemmeberettigede er de norske borgere, mænd og kvinder, som har fyldt 25 aar o. s. v. Her kommer lovens ord, ord til andet som før.

Men de repræsentanter, som bærer dette forslag frem i thinget., maa, m. tilh., have os kvinder i ryggen og det i stærkeste fylking, i overvældende majoritet, skal vi vente at seire. Grundlovsforslaget maa ledsages af en petition, et andedrag med endeløse rækker af kvindenavne. Disse rækker af underskrifter skal saa paa det kraftigste raabe op om trangen til, om vort bestemte krav paa stemmeret.

Det bliver et vanskeligt arbeide, et arbeide fuldt af skuffelserer at vække og samle kvinderne landet rundt. Men derfor maa vi, som er vaagne for kravet, slutte os saameget fastere og sterkere sammen. Vi maa organisere os: vi maa slutte en kjæde af villige hænder og hoveder, en søsterkjæde, landet over. Mundtlig og skriftlig maa vi tale vor sag. Vi maa have agenter udover det hele land, som kan bringe vore lister omkring og faa dem fyldte med underskrifter til petitionen.

Enhver kvinde kan indtegnes som medlem af Norsk Kvindestemmeretsforening. Der er ingen tvungen kontingent.

Petitionen eller andragendet til storthinget er saalydende:

Til Norges storthing!

I tillid til, at det vil blive erkjendt som en uretfærdighed, at de nugjældende love udelukker norske borgere fra at udøve sine borgerrettigheder blot paa grund af deres kjøn, og i overbevisningen om, at det er skadeligt for landet, at kvinderne holdes borte fra deltagelse i samfundsarbeidet — andrager undertegnede norske kvinder storthinget om, at der i førstkommende thingperiode maa blive vedtaget en grundlovsforandring, hvorved de af vort lands kvinder, som opfylder grundlovens stemmeretsbetingelser, erholder stemmeret.

Men for at kunne sende talere ud, for at kunne afholde møder udover i by og land behøves penge. Hver skjærv, vi ofrer her — liden eller stor — er en haandsrækning til det store fællesarbeide.

Og saa vil jeg til slutning tilføie: Vi som gaar frem i denne sag, vi gaar med løftet pande og freidigt sind, idet vi gaar med bevidstheden om, at vi tjener en god og hellig sag. Vi kjæmper for vore søstre, for kvinderne, det er sandt. Men det er ogsaa blot den halve sandhed. Ingen, som har lyttet til livets varme pulsslag, vil sige, at vor kamp er en kamp for os selv alene. Læg merke til, hvorledes vor sag, kvindesagen, griber ind i alle livets forhold, offentlige og private. Det er ikke den sag, ikke det forhold, som ikke har sit kvindespørgsmaal. Og hvoraf kommer dette? Svaret er let at give: — Vor sag er mænds og kvinders store fællessag, den er samfundets sag. Den halvdel af menneskeslægten, som gjennem alle disse lange tider har ligget nede, har ligget lammet, hvis kræfter og evner kun undtagelsesvis har faaet skimte frem, hvis pund har ligget nedgravet, vi raabes nu op paa dæk. Det gaar ikke længer uden kvinderne. Tiden kræver kvindernes arbeide, kvindernes aktive, direkte deltagelse i samfundets anliggender. Det kvindelige element kan ikke undværes i den store samfundshusholdning, ligesaalidt som inden hjemmets vægge. Tidens seere, vore store digtere, raaber høit og sterkt paa kvinderne; atter og atter raaber de og alltid sterkere og sterkere. Vor tids kloge statsmænd vender sit blik mod os. Det er ikke længe siden, at Amerikas præsident udtalte sig for stemmeret for kvinder.

Og nu sidst har det mægtige Englands førsteminister talt. Han haaber, den dag ikke maa være fjern, da der tildeles kvinderne valgret til parlamentet. Han haaber derigjennem paa kvindernes gavnlige indflydelse paa vor materialistiske tidsalder. — Det er ikke et enkelt parti, som her raaber paa kvinderne, her staar ikke venstre og høire, Gladstone’anere og Salisbury’anere, mod hverandre, men her forenes de. Vor sag bryder sig freem, m. tilh., ikke til splid og tvedragt, men til enighed, til kraft, til forsoning. Maatte vi kvinder snart faa frihed til at indtage den plads i samfundet, som staar og venter paa os, maatte kvinderne snart faa bringe det forsonende, det sandt livgivende element ind i løsningen af vor tids brændende spørgsmaal.

Kilde: Nylænde, tidsskrift, udg. af norsk kvindesagsforeing. 3. aarg. Kristiania, 1ste januar 1889, no. 1 s. 1-12.

Også: Virksomme Ord: Norske Politiske Taler, http://virksommeord.no.