August 1891 — Seljord, Innledningsforedrag ved diskussion om kvindesagen ved mødet i i Norsk Kvindesagsforening

Kvindesagens modstandere beskylder kvinderne blandt andet for mangel paa initiativ — og der kan være meget berettiget i den beskyldning. Men naar de spottende fortæller, at vi kunde ikke engang bli os vor undertrykte stilling bevidst, kunde ikke engang komme med fordringer paa at bli behandlet som frie mennesker, før en mand havde sat det i os, saa tar de dog feil. Det gaar kanske ikke an at pege paa en bestemt begivenhed og si: der begyndte arbeidet for kvindesagen — kunde man idethele efterspore en aandelig bevægelses gang gjennem sindene, vilde man vist ikke komme til det ene store udspring, men til de mange smaa bække, hvoraf tilsidst den brede flod er opstaaet, og om kvindesagen gjælder det ganske vist ligesom om alle andre store bevægelser, at den begyndte som en susen i kornet sommerdag, det nøiagtige punkt er ikke let at opgi. Men vi kjender dog en begivenhed, som nærmest maa siges at ha git stødet til det bevidste arbeide for kvindesagen — og det var ikke, som saa mange tror, udgivelsen af Stuart Mills bog, det var det store møde i Seneca Falls i 1848, da de kvinder, der var blet vist tilbage fra antislaverikongressen i London, kun fordi de var kvinder, første gang fremsatte kvinders fordring paa at være og behandles som frie mennesker. Stuart Mill gjorde, hvad de store aander gjør: han samlede det, som levede i sindene uden at være kommet frem til lys og luft, til bevidst liv, han satte det frem i anklage og i fordring, men hans ord vilde ikke kunne ha tændt i kvinders sind som de gjorde, hvis absolut intet arbeide var gaaet forud, ingen forberedelse gjort. Naar vi nu regner, at det egentlige arbeide for kvindesagen begyndte ved mødet i Seneca Falls, er vi derfor ikke mindre taknemlige mod Stuart Mill for det store arbeide, han udførte for os.

Naar en stor tanke opstaar, naar en stor reform skal gaa igjennem, saa gaar det jo altid saa, at den i begyndelsen kun gribes af de enkelte, medens den haanes og spottes af massen. Ved sin egen sandheds magt erobrer den saa flere og flere sind, til den en vakker dag er blet modesag, anerkjendes som sandhed selv af spidsborgerne. Saa langt er endnu ikke kvindesagen kommet, den staar endnu paa haanens og spottens standpunkt, ialfald for den spidsborgerlige del af samfundet. Man hører det hver dag omkring sig; man ser det i aviser, som med fryd gir smaa hib til den kjedelige kvindeemancipation; man ser det af de meget læste og høist middelmaadige romaner, især engelske og amerikanske, hvor den emanciperte kvinde altid er karikaturen, og hvor heltinden er udstyret med alle de yndige egenskaber, som vi ved er kvindelighedens ideal, og, som vi alle kjender saa vel fra digtningens verden, medens vi rigtignok maa tilstaa, at virkeligheden ikke kjender typen saa vel, men saa til gjengjæld er righoldigere og interessantere.

Det er altsaa meget langt fra, at kvindesagen endnu er grebet af massen, er blet en modesag. Men saa langt har den dog kjæmpet sig frem, at enkelte sider af den holder paa at bli anerkjendt af mængden, og at særlig de enkelte praktiske ting som kvindesagsforeningerne rundt omkring i landene har faaet sat igjennem, har begyndt at vinde anerkjendelse; og denne anerkjendelse ligeoverfor de praktiske resultater af vore bestræbelser, den gives ofte af mennesker, der er meget heftige modstandere af kvindesagens ide  og det lader ikke til, at det falder dem ind, at det dog er underligt, at et træ, der i deres tanker er saa ondt, kan bære frugter, som selv de maa anerkjende for gode.

Og saa er det meget langt fra, at alle vi, som arbeider for det, vi kalder kvindesagen, at vi er enige om, hvad kvindesag er. For enkelte er det hele spørsmaal f. eks. kun et økonomisk spørsmaal, det eneste, der er værdt at arbeide for, er de praktiske reformer. Lad os arbeide for at gjøre kvinderne økonomisk bedre stillet, skaffe gift kvinde eiendomsret, skaffe dem stemmeret, der opfylder stemmeretsbetingelserne, se det er der mening i. Ja, der var ingen mening i, om det blev forsømt, det er vi alle enige om, — vi siger bare, at der sammen med de praktiske reformer — ogsaa maa gaa en reform i menneskers sind. Det, Norsk Kvindesagsforening har udrettet her, vil kanske ikke regnes for meget. Dens medlemmer har gjennem mange aar git ubemidlede kvinder fri undervisning og derved sat en del unge piger istand til selv at tjene sit livsophold, den har søgt at skaffe kvinder adgang til at oplæres som haandværkere, den har gjort hvad den kunde for at faa kvindelige fagforeninger oprettet, den har bidraget til at faa den offentlige prostitution afskaffet i Kristiania, Stemmeretsforeningen har indgaaet til stortinget med petition om at gi kvinder, der opfylder stemmeretsbetingelserne, stemmeret osv.

Men naar de, som er vore meningsfeller her, vil indsnevre sagen for os til kun at omfatte disse ydre reformer, da er vi dybt uenige med dem. Ja, hvis der maatte vælges mellem det ene eller det andet, saa kunde jeg for min part bedre gaa med paa, at kvindesagen kun bestaar i at arbeide paa at faa menneskenes sind og tanker reformeret, end i at faa de ydre goder — saa vist som jeg synes, at indre frihed er endnu mere attraaværdig end ydre. Sædelighedssagen, siges der, har intet med den egentlige kvindesag at gjøre: det er en sag, som mænd og kvinder kan diskutere, fordi det kan interessere dem begge men kvindesag er det ikke. Er ikke det kvindesag, at mængden af mænd endnu i tanke og opfatning staar ligeoverfor kvinden, som herren ligeoverfor slavinden? Er det ikke kvindesag det, at mængden af kvinder endnu akcepterer denne rolle? Er det ikke kvindesag, at for mængden af mænd — i teori ialfald, om de kanske ikke er saa konsekvente i praksis, fordi virkeligheden, livet træder regulerende til — men at for mængden af mænd kvinder kun eksisterer saa længe, de er unge og vakre, at det snart i spøg og snart for alvor udtales, at de gamle kvinder, de burde helst ikke være til? Er det ikke kvindesag, at mængden af kvinder selv synes, at det er livet det at være ung og kurtiseret, og naar saa det er forbi, saa er der intet mere for dem? En saadan svaghed som den f. eks., at kvinder ikke vil være ved sin alder — hvad andet kommer det af, end at den opfatning er indforlivet i dem, at det eneste, der gir dem værd som mennesker, det er, hvorledes de behager mændene, og det kan de ikke, uden saa længe de er unge. I sin opfatning af kvinden som menneske mødes de gamle konservative teologer med dem, som i andre henseender er de gamle teologer en gru f. eks. med Nietzsche og Strindberg. Det vil si, de gamle teologer, som er over ungdommen og dens forelskelse, dem ligger det mere paa hjertet, at kvinderne skal sørge for deres legemlige velvære, stoppe deres strømper, passe deres børn, lave deres mad osv. De har naturligvis ikke mere nogen brug for dem som de “vikle, fine, underlige, søde fugle”, de uansvarlige, de unyttige, de overfladiske væsener, der kun er til for “at den dybe tænkers anstrengte hjerne et øieblik kan faa hvile ved at lytte til deres sorgløse, legende plapren”. Ja, det er citater af Nietzsche, det er ikke mig. Nei, den gamle præst, som sidder i det hyggelige sofahjørne med sin pibe, han har virkelig endogsaa en venlig tanke at sende mor ude i kjøkkenet, forudsat da, at mor forstaar sin plads, forstaar, hvad hendes bestemmelse i verden er. Og det er ikke engang alle af dem, der er saa grusomme mod de ugifte kvinder, som en af vore mest bekjendte høiremænd, en, som indtar en meget høi stilling i vort samfund, som da der var tale om kvinders stemmeret, sagde: “Lad bare de gifte kvinder faa den, hvis det kan more dem — de kommer saa bare til at stemme som sine mænd; hvad de ugifte angaar, saa anser jeg dem for abnorme væsener, hvem man ikke behøver at ænse”, — enkeltes liberalitet ligeoverfor kvinderne kan endogsaa strække sig til de gamle, ugifte kvinder. I statsraad Hertzbergs bog “Kvindens kald, uddannelse og gjerning” taler han meget pent til de ugifte og trøster dem med, at de slet ikke behøver at synes, at de har forfeilet sit kald i verden — der vil nemlig altid være nogle i deres omgivelser, for hvem de vil kunne opofre sig, arbeide, lide og forsage. Ja, der er jo rigtignok kvinder, der synes det er tungt at bli henvist til forsagelse som livskald, men det er dog efter andres mening bedre end ikke at faa lov at eksistere længer, naar man er over de femogtyve. De gamle konservative er ikke saa aandelig hovmodige som Nietzsche og konsorter, men de mødes i sin indignation over, at kvinder begynder at fordre at faa være noget i sig selv, og at de rent lid melder, at det er dem totalt ligegyldigt, om de gamle konservative og alle ældre og yngre herrer Nietzsche finder dem “tækkelige” eller ikke. Lad os engang undersøge: Hvad er det, Nietzsche sætter op som manden? Det er det ophøiede, sandhedssøgende, stolte, frie, uendelig overlegne væsen, alt det skabtes konge og behersker. Og hvad er for ham kvinden? Den vakre, jaalede, letsindige, uudviklede, kokette 16-aars pige. Vi kvinder blir saa ofte bebreidet, at vi ingen sans har for det generaliserende; vor eiendommelighed skal være altid at stirre paa enkeltheden, paa detaljen, vi har ingen sans for de store overblik. Men i al verden, har vi da ikke ret, naar vi siger, at det her ikke gaar an at generalisere? Deles den menneskelige slægt virkelig i ham — den store, ophøiede, kongen — og i hende, den lille overfladiske tosse, fuglen, slavinden? Naar vi ser paa virkeligheden, er der da ikke mænd og kvinder om os, kloge og taabelige, sandhedssøgende og løgnagtige, elskværdige og uelskværdige?Er der ikke mænd, som fortjener foragt og har den, kvinder, som fortjener agtelse og faar den, ligesaavel som omvendt. Og saa videre i det uendelige med en uendelighed af typer og nuancer og blandinger. Hvor er han henne, kongen, guden, som fra sit ophøiede stade har lov til at se ned paa sine slavinder, de “fladhodede, letsindige, katteagtige, yndige, uansvarlige” væsener? Det skulde være morsomt at vide, hvorledes Nietzsche selv stod ligeoverfor sine omgivelser. Mon der ikke har været en eller anden kvinde i hans omgivelser, som har bristet i en naturlig, hjertelig latter, da hun læste hans mening om kvinden og kvindeemancipationen og har sagt: nei, kjære Nietzsche, lad os nu være mennesker — dette her er rent ud sagt noget vrøvl. Og vi andre har lov ligeoverfor en saa kolossal hovmod at si: Du stakkars lille fnug af et menneskebarn, hvad er det, du indbilder dig?

At frigjøre kvinderne fra denne opfatning af sig selv, det er i mine tanker kvindesagens første opgave: den opfatning, som er den gamle jødiske, at kvinden kun er til for mandens skyld. Om den da prækes af de gamle teologer, som i dette stykke holder kvinderne under det gamle testamentes trældom, medens de for sin egen part saa sagtelig har frigjort sig, eller den prækes af moderne bohemer, hvem det er aldeles ligegyldigt, hvad de ældre kvinder gjør med sit liv, naar bare de unge lever, føler og tænker dem til behag — det kan være os kvindesagskvinder det samme; vi ved, at resultatet blir ens. Det er et stygt ord, men jeg maa bruge det: det, det for os gjælder om, det er at faa kurtisanen ud af verden. Ikke alene den virkelige kurtisane, men den kurtisane, der lever inde i saa mange tilsyneladende ærbare og skikkelige kvinder, den slavindenatur, som vi saa vist haaber og tror ikke er kvinders egentlige natur, men fremkommet ved alle disse aartusinders aandelige trældom. Der er intet hos kvinder, som mænd er mere lemfældige og overbærende mod end koketteriet, behagesygen, og der er intet, som mere irriterer og støder de fleste af dem tilbage hos kvinder, end selvstændighed, aandelig frigjorthed — og det er naturligt nok, det første smigrer deres egenkjærlighed og forfængelighed, det andet støder alle den mandlige egoismes instinkter. Hvis sædelighedssag og kvindesag ikke hører sammen, da forstaar jeg ikke, hvorfor Ibsen skrev “Et dukkehjem”. Men Ibsen vidste, at Nora har begyndt at ville være sig selv.

Og det er klart, at for os, som synes, at dette er kvindesagens egentlige kjerne, maa opdragelsesspørsmaalet være et af de vigtigste af dem, som hører med til kvindesagen. Opdragelsen maa plukke ud af gutterne den overbevisning, som de nu fødes med og opdrages i, at det er dem, som er skabningens herrer, og at pigerne er nogle underordnede væsener. Og pigerne maa opdrages til selvstændighed, saa de ikke længer tar imod den underordnede plads, men rolig indtar den stilling, som naturlig tilkommer hvert individ. Og skal det ske, da er det klart, at pigerne ikke længer maa opdrages i den tro, at det, som er deres bestemmelse i verden, det er at bli gift og bli forsørget af en mand. Pigerne maa akkurat som gutterne opdrages til at søge sig et livserhverv, lære sig til at undersøge, i hvilken retning deres evner gaar, og saa handle derefter. Og har da en ung pige uddannet sig til en eller anden profession eller haandværk eller saa videre, og hun saa møder en mand, som hun holder af, og de to gifter sig, saa blir det denne enkelte kvindes private sag, om hun vil opgi sin profession for herefter blot at styre sin mands hus; vi kan være ganske rolige for, at hvert ægtepar her indretter sig paa bedste maade efter eget skjøn, og samfundet hverken kan eller har noget med paa forhaand at ordne og bestemme for hende. Vi kan da kalde det at være husmor for at være en profession lige saa godt som enhver anden profession, og hvis en kvinde vil ombytte den først valgte profession med den at være husmor, saa er det eneste, samfundet her har at gjøre, at sørge for, at der sammen med alle andre fagskoler, hvor man uddannes til forskjellige professioner, ogsaa er saadanne fagskoler (industri, husholdningsskoler), hvor de, der ønsker det og synes, de trænger det, kan uddannes, naar de vil gaa over til den profession at være husmor. Og ved at de unge piger blir opdraget paa denne maade med den bevidsthed, at de har at arbeide og ikke at flagre om som sommerfugle, indtil en mand kanske gifter sig med dem, vindes der meget og tabes der intet. Der vindes meget for deres karakter ved at deres ungdomsaar fyldes med arbeide istedenfor med fjas, og der vindes meget for deres ægteskabelige liv. Da hun ligesom manden har været opdraget til alvorligt arbeide, vil hun ganske anderledes være sin mands lige, kunne dele tanker og interesser med ham, end om hendes opdragelse og udvikling havde stanset i 15-16 aars alderen, hvad nu saa ofte er tilfældet. Og skulde et ægtepars økonomiske stilling være saa, at hun maa hjælpe manden med at tjene brødet, eller skulde hun komme til at sidde som enke med en barneflok at forsørge, er det ikke saa godt, at hun har anvendt sine ungdomsaar til at lære noget, der nu sætter hende istand til at erhverve?

Der er intet bedre middel til at faa gutterne til at respektere pigerne og at faa pigerne til at respektere sig selv end at opdrage dem sammen. Det er en af fællesskolens mange fordele, at den bringer individ til at vurdere individ efter fortjeneste og bryder ned fordommen mod det andet kjøn. Og ikke alene fordommen — den hindrer ogsaa overvurderingen; hvor mange mænd og kvinder har ikke gjennemgaaet unødige lidelser, fordi de i sit ubekjendtskab med det andet kjøn havde gjort sig illusioner og dannet sig billeder, som bare eksisterede i deres fantasi. Da mænd og kvinder er bestemte til at leve sammen, er det bedst, at de lærer at forstaa hverandre, og det gjør de bedst ved at opdrages sammen. Jeg har hørt mænd si, at der er ingenting, de vilde bry sig mindre om, end en forandring her hvad det angik at ha en hustru, som delte tanker og interesser med dem, saa skulde de rigtignok betakke sig, det var netop det yndige ved forholdet, uligheden. Til de mænd, som har denne opfatning af hvad et ægteskab bør være, fristes jeg til ganske kort og tørt at si, at herrerne faar se til at forandre smag. Det er muligt, at mænd kan føle sig lykkelige i et saadant ægteskab — kvinder gjør det ikke. Naar vi taler saaledes, som jeg nu har gjort: fremholder, at det vi vil, er aandelig frihed og fuld selvstændighed for kvinderne — og saa som konsekvens deraf fremgaar, at det erotiske forhold, og hvorledes det herefter vil arte sig, for os midlertidig blir et underordnet spørsmaal, saa mødes vi med bebreidelser af de forskjelligste og indbyrdes høist uenige mennesker — mandlige og kvindelige teologer, skikkelige gamle husmødre og bohemer om hverandre — bebreidelser af den mest overraskende slags; vi blir beskyldt for ting, som vi føler os høist uskyldige i. Især er det for mandfolkehad og for tørhed. Vort mandfolkehad maa da bestaa i det faktum, at det er kvindernes sag, vi plæderer, og at vi ikke dækker over eller lægger skjul paa foreliggende fakta; vi er virkelig nødte til at komme frem med dem. Og er det tørhed det at si: vi tror, at kjærlighed mellem mand og kvinde vil altid findes, saa vi er ikke det mindste bekymret for den ting, og vi tror, at et kjærlighedsforhold mellem to selvstændige, jevnbyrdige væsener, der foruden at elske hverandre ogsaa forstaar hverandre, vil være ganske anderledes fuldt af glæde og lykke, end et forhold saaledes som det nu ofte er, mellem to, der er saa forskjellige, at det er som de var opdraget paa hver sin klode — netop derfor er det, vi fremsætter vore to hovedfordringer: kvinder skal bli selvstændige, og mænd og kvinder skal lære at forstaa hverandre. Garborg sagde nylig, at Adam længtes efter en Eva, han kunde tale med — ogsaa ønskede han, at Eva var modtagelig for et fornuftargument. At Adam længes efter en saadan Eva, det er det glædeligste, vi kvindesagskvinder kan faa høre — men hvorledes skal Eva kunne bli saaledes, uden at hun opdrages til selvstændighed og selvbevidsthed — naturgenier kan vi da ikke være allesammen.

Og saa er der saa mange mindre ting, som vi, der arbeider for kvindesagen, maa tænke paa og ta os af. Klædedragten f. eks. Er det ikke igrunden underligt — der gaar vi skikkelige kvinder rundt omkring i alle civiliserte lande og efteraber kritikløst alt det, som uanstændige kvinder i Paris har fundet paa? Og kan vi ikke faa korsettet ud af verden, og kan vi ikke faa kvinders klædedragt saaledes forandret og modificeret, at kvinder ikke hindres i arbeidet af sine klæder, saa er det jo ikke muligt, at kvinderne kan naa frem til den dygtighed, de ellers efter evner og anlæg kan være bestemte til. Her har mødrene en stor opgave: det er dem, som maa begynde at reformere sine smaapigers klædedragt.

Der er saa mange kvinder, som tror, at de enten staar som modstandere eller ialfald neutrale ligeoverfor kvindesagen. Og dog er der ikke en eneste kvinde, som ikke bevidst eller ubevidst hindrer eller fremmer arbeidet for kvindernes sag. Enhver kvinde, der ved sit væsen og hele sit liv vinder respekt for sig selv, hun fremmer sagen. Og saadanne unge piger, paa hvem man ser, at det, de tænker paa og er opfyldt af, det er, hvorledes de tar sig ud, især hvorledes de tar sig ud ligeoverfor mænd, som tror, det er yndigt at ha et jaalet væsen, koketterer med at drive paa sport f. eks. og hviner, hver gang de falder af skiene, især hvis der er mænd i nærheden — den slags unge piger, de gjør hvad de kan for at hindre vor sags fremgang. Og saa er der igjen dem, som tror, at det er kvindesag, at kvinder lægger an paa at være saa utækkelige som muligt og efterabe mændene — men det skal de kvinder vide, at det er ikke ved saadanne ting, at kvindesagen fremmes, som at kvinder f. eks. lærer sig til at drikke drammer og røge tobak.

Naar vi nu siger, at det eneste, som kan fremme kvindernes sag, er bedre opdragelse og større udvikling, saa har vi ret i det — men vi har ogsaa ret, naar vi siger, at hvad kan det altsammen nytte, naar vi ikke faar stemmeret, den ret, uden hvilken alt hvad vi engang har vundet, kan tages fra os igjen. Ved at læse igjennem stortingsforhandlingerne om kvinders stemmeret ifjor vil vi se, hvor stor fremgang sagen har havt i de sidste aar. Der er saa mange af de gamle indvendinger, som er forstummet, — vi hører ikke om værnepligten, ikke om farerne for politiken, ikke engang om kvindernes udygtighed. Nei, det er bare omhu altsammen. Alle erkjender helt og fuldt ud, at kvinden er et menneske — hun er bare et menneske, som maa være under mandens formynderskab, ellers vil hun knuses i kampen — for det er en kamp nemlig. Og da vi har lov til at tro, at stortingets forhandlinger gir udtryk for, hvad der bor i hele folket, og at dygtigere og mere vægtige argumenter mod en sag ikke kan komme frem, end her blir udtalt, saa har jeg samlet de 3 hovedtaleres indvendinger og skal her gjengi dem ganske kortelig.

Hertzberg begynder med at si, at det er ikke mangel paa ridderlighed, som gjør, at han ikke vil indrømme kvinderne stemmeret — hvad ridderlighed angaar, mener han hverken at staa tilbage for den ærede komiteminoritet eller repræsentanten fra Bratsberg. Her viser H. straks, at han ikke har forstaaet os. Vi har aldrig bedt om ridderlighed, vi har bedt om retfærdighed. Der er 2 sider ved kvindesagen, siger H. Først er der den, han kan kalde den økonomisk-sociale. Den bevægelse er gaaet ud fra det livssyn, som H. deler. Den erkjender det faktum, at en hel mængde kvinder hverken vilde ha noget at leve af eller noget at leve for, hvis de ikke fik lov at udføre enkelte af de arbeider, som mændene i gamle dage havde monopol paa. De maa ha lov at arbeide f. eks. i skolens og fattigvæsenets tjeneste. Men saa ikke et skridt videre. Med andre ord — det som kvindesagen har vundet, det anerkjendes; deraf drar vi den trøst, at om 10 aar, naar mere er vundet, saa vil det bli anerkjendt. Men der er en anden side af kvindebevægelsen, siger H., som gaar ud af en anden livsanskuelse, en anskuelse, som H. ikke deler og advarer imod. Det er ud af denne bevægelse, at kravet paa stemmeret er fremkommet, og sammen med den kravet paa ægteskabets opløsning og de frie forbindelser, Vi opfordrer H. til at si, hvor Kvindesagsforeningen eller Kvindestemmeretsforeningen har udtalt sig for de frie forbindelser. Og vi siger, det er haardt, at vi, som har maattet slaaes med bohemen, nu skal faa høre, at vi deler bohemens anskuelser. At gi kvinden stemmeret, mener H., vilde være at drage hende bort fra det kald, som kristendommen, naturen og historien har anvist hende. Læg mærke til det, det kommer frem om igjen og om igjen: for kvindesagens modstandere er det endnu ikke gaaet op, at kvinderne er individer; kvinder er for dem bare hustruer og mødre — derfor taler de ogsaa bestandig om kvinden som et kollektiv. Smaapiger er vordende husmødre, kvinden er hustruen, moderen, ikke mennesket. — H. har alt glemt, hvad han dog i begyndelsen erkjendte, at der er en hel mængde kvinder i vort land, som ikke er gifte.

Heuch er ganske anderledes konsekvent end Hertzberg. Han negter kvindeemancipationens berettigelse helt igjennem. Hendes deltagelse i det politiske liv vilde saa langt fra være signalet til hendes frigjørelse, at det tvertimod vilde være signalet til hendes fornedrelse, til hjemmets forstyrrelse, familielivets opløsning og sædernes forfald. Naar vi kvinder mener noget andet, saa er det, fordi vi ikke skjønner det naturligvis. H. beviser af den hellige skrift, at kvinden skal være unddragen fra offentligheden og livet i den “Det er hende ikke tilstedet at herske over manden, men at være i stilhed”. Dertil svarer vi Heuch: Skal vi bryde med udviklingen, skal vi ind igjen under hvert bogstav i det gamle og nye testamente, saa skal H. gjøre begyndelsen. Intet menneske har her lov til vilkaarlig og egenmægtig at sætte grænsen og si: dette bogstav, denne sætning er brudt af udviklingen, dette hører med til det aandelige, men denne ikke. For jøderne var det vist altsammen lige aandeligt. Her er et enten — eller. Enten erkjender vi Guds aand for at være med i udviklingen, eller ogsaa skal hvert bogstav i skriften adlydes. Skal vi kvinder tilbage igjen under den jødiske opfatning, saa skal Heuch det ogsaa. Saa siger vi til H: du skal ikke ha sko paa dine fødder, ikke sølv eller kobber i dit belte, du skal ikke ha mere end en kappe. Da har biskop Heuch ikke lov at spise blodpølse. Da maa biskop Heuch, naar der kommer rypesteg paa hans bord, først undersøge, om disse ryper er fanget i snare eller ikke osv. osv. Biskop H. og alle andre præster maa først opfylde hvert bud i skriften, først da kan de faa lov at komme og kue kvinderne under bogstaven. Men vi maa ikke tro, at H. ikke sætter kvinderne høit. Vi tillægger hende den høieste betydning for det menneskelige samfundsliv, siger biskop H.; ja, vi siger, at samfundslivet kunde ikke tænkes at bestaa, dersom kvinden ikke var til. Og deri gir vi H. ret. “Kvinden har en evne til at se det store i det smaa, til med takt at finde, hvad der kan og hvad der ikke kan gjøres i ethvert givet øieblik, til med et eneste greb at se ind i selve tingens kjærne; hun har en følelsernes finhed og en stemningernes rigdom og en hengivenhedens evne, som manden mangler”. Det var næsten for meget, sagde fanten, han fik en dukat. Saa prægtige vidste vi ikke, vi var; men hvis beskrivelsen passer paa os, tænk, hvad vi da maatte kunne udrette i samfundslivet, i politiken! Alene kvinden kan skabe et hjem, siger H. Der vilde naturligvis ikke bli hjem mere, hvis kvinder fik stemmeret. Og kvinden har brug for alle sine evner indenfor hjemmets døre, siger H. videre. Nei saamænd om hun har. For bare at nævne et eksempel: den felttogsplan, som Nordstaterne i Amerika fulgte under sidste krig var jo lagt af en kvinde. Kan man være vis paa, at de evner, hun dei” viste, vilde være kommet til anvendelse indenfor hjemmets døre? Og tør Heuch, der naturligvis som alle gode præster holder paa krigen, si, at det vilde ha været heldigt for denne kvindes fædreland, at den plan, hvorefter Nordstaterne seirede, ikke var kommet frem? Det er netop den ting, at der ikke har været brug for alle kvindernes evner indenfor hjemmet, som før i tiden gjorde en mængde kvinder til ulykkelige mennesker. Der gives ingen kvinde, siger Heuch, som ikke har evne til, hvis ikke emancipationen eller andre laster har gjort hende uduelig til at løse kvindens opgave — der findes ingen kvinde, som ikke har sans for og evne til at udfylde en plads i sit hjem. Det nytter ikke at svare H., at der jo er en mængde kvinder, som intet hjem har; H. bøier sig ikke for faktum. De skal ha et hjem, siger H, dermed er sagen afgjort. Saa faar vi vide, hvorledes de emanciperte kvinder er. “Hjemmets pligter er for dette slags kvinder en byrde —”, “tal med emanciperede kvinder, læs deres skrifter og se — disse stakkels kvinder, hvor store de er blevne i verden, de har glemt sin egen opgave, hjemmets opgave, og de vidner om det derved, at de bilder sig ind, at det at være huslig, at være hjemmets velsignelse, det er ikke noget andet, end enhver kok eller skrædder kan gjøre dem efter. Det er for mig et bevis paa emancipationens fordærvelighed, at disse kvinder taler med foragt om den eneste opgave, som de er ene om i verden, og som ingen mand kan hjælpe dem med.” Tænk om H. havde anvendt den simple retskaffenhed først at undersøge, hvad det er for slags foredrag og diskussioner, som har været holdt i Kvindesagsforeningen og saa havde bladet igjennem et par aargange af “Nylænde”. Der vilde han til sin forundring ha fundet, at vi — blandt andre ting — har behandlet saadant som smaabørns pleie og opdragelse, kjøkkenstel og husstel i det hele, tjenestepigeforholdene, kvindens sundhed osv., og han vilde ikke ha fundet et eneste ord, som vidnede om foragt for det, Heuch mener er kvindens “eneste” opgave. — H. kan ikke tænke sig noget frygteligere end at se sin egen moder i stortinget “Tænker eder den ærværdige med sin stakkels fistelstemme udbrede sig med al den iver og fanatisme, som let griber kvinden, om hvorvidt det var rimeligt at beholde konsulaterne i Wien og Rom! Er jeg den eneste, som vilde ha flyet i rædsel fra salen, hvis man tænker sig sin moder i en saadan situation?” Ja, vi har ikke alle af naturen faaet en vakker stemme, men hvorfor Heuchs moder ikke skulde kunne ha sagt noget fornuftigt om konsulatet i Rom, kan jeg ikke skjønne. Var hun blet valgt til stortingsrepræsentant, vilde det naturligvis ha været, fordi vælgerne ansaa hende for at ha de fornødne betingelser til at udfylde pladsen. “Selve sproget oprører sig mod kvindeemancipationens tanke”, siger H.; “Ullmann talte om kjøbmand Wilhelmine Hansen — manden Wilhelmine Hansen, er det ikke et monstrum? Og vi læser hver dag om formand Wilhelmine Hansen. — Hvis H. bare havde spurgt en filolog, vilde han ha faaet høre, at “mand” betyder det samme som “menneske”, og at vi taler om mennesket Wilhelmine Hansen, er vel ikke saa farligt? Heuch ved, hvorledes den kvinde vil bli, som vil paata sig mands gjerning “Hun bliver et vanskabt misfoster, hun bliver et neutrum, saaledes som det er syn for sagen for den, der vil ha øine til at se med. I emancipationens forjættede land, Amerika, gives der læger, som for ramme alvor paastaar, at der, hvor kvinderne gjennem et par slægtled har været emanciperede og gjort mandens gjerning, der fremkommer der en steril kvindetype, som i mange henseender varierer fra den ordinære kvindetype.” Jeg har ogsaa hørt om den type i Amerika, men jeg har rigtignok hørt, at mænd og kvinder var ligedan, og jeg har hørt, at klimaet og det anspændte, urolige liv har faaet skylden for at ha frembragt typen. Er kvinderne der sterile, kan umulig kvindeemancipationen ha skylden af den simple grund, at arbeidet for kvindesagen, selv i Amerika, er saa nyt, at kvinder endnu ikke gjennem et par slægtled har udført mænds gjerning. Det er snurrigt, at ikke H. har gjort det meget simple regnestykke. — H. “er ingenlunde enig med dem, som af utilistiske hensyn mener at kunne forsvare til en vis grad kvindens emancipation.” Det er et hib til Hertzberg. Nei, ingen skal kunne beskylde H. for ikke i dette stykke at være konsekvent. Jeg har med egne øren hørt H. si, at smaapiger ikke skulde gaa paa skole — vilde de lære noget, kunde de be en hjemme om at læse med sig.

Slutningen af stortingsdebatten skiller sig i tone stærkt fra begyndelsen. Modstanderne af kvinders stemmeret har ikke flere argumenter, og saa gjør de, som folksaa ofte gjør, naar argumenterne slipper op, de griber til at bli sinte. Hval glemmer rent de pene ord, han i begyndelsen brugte om kvinderne og er saa uheldig, at han kommer til at si, da der er tale om at la sig skræmme fra at handle efter sin overbevisning: “Omen saadan mand vilde jeg si: han er ikke mand, han fortjener ikke navnet at mand; han er en kjærring! Han fortjener ikke navn af kvinde engang”. Der kan man se, paa hvilken plads han i virkeligheden sætter kvinderne. Og Heuch sætter rent alle høflighedshensyn til side. Der sad paa galleriet en række kvinder, af hvilke H. ganske vist kjendte de fleste, og saa slutter han sin tale med at fortælle, at “kvindeemancipationens forfægtere de vil være fri for alle hjemmets baand og alle autoritetens, — jeg fatter ikke ret, hvorledes nogen kan mene, at emancipationens heltinder, disse redigerende, debatterende, polemiserende, prædikende, omreisende kvinder kan ha hjerte eller hoved tilbage for hjemmet og dets mangfoldige gjerning”.

Som vi ser, er det bare skræmmebilleder og ikke en eneste reel indvending, som fremkommer mod kvinders stemmeret. Kvinderne forstaar ikke sit eget bedste, men vi — mændene — vi ved det. Der svares, som om det var smaabørn og ikke voksne mennesker, der kom frem med et forlangende. Jeg for min part vilde havt mere respekt for den mand, der traadte frem og sagde: “Vi har magten, og vi gjør hvad vi vil. Det konvenerer os ikke at gi kvinderne stemmeret. Vi er bange for, at ved en forandring vilde vor — mændenes — bekvemmelighed komme til at lide”. Et saadant svar vilde været brutalt, men det vilde være ærligt, for det er deres hjertes mening.

Det, jeg har ønsket at faa frem idag, er:

at det, det først og fremst gjælder om, er at arbeide for at faa alle kvinder til at forlange fuld frihed og faa alle mænd til at erkjende dette forlangendes berettigelse,

og saa ved siden af arbeide for alle de praktiske ydre ting — først og fremst for stemmeret, som dog tilsidst blir alpha og omega i kvindesagen.

Og naar vi ønsker og arbeider for, at kvindesagen maa gaa igjennem til seier, saa er det for vor egen skyld og for mændenes skyld, og saa fordi vi har seet og forstaaet, at kvindernes frigjørelse ikke er en sag for sig, men et led i den store uvikling, at dens seier er en forberedelse til løsningen af de store opgaver, som fremtiden faar at løse, at Gud ved at vække kvinderne til selvstændighed og til arbeide forbereder det arbeide, som kun mænd og kvinder kan løse sammen — arbeidet for at ophæve fattigdommen og nøden og elendigheden i verden og arbeidet for at faa afskaffet krigen med alle dens rædsler.

Kilde: Nylænde. Tidsskrift, udg. af Norsk kvindesagssforening, 5te Aarg., Kristiania den 1ste september 1891, No. 17, s. 257-268.

Virksomme Ord: Norske Politiske Taler, http://virksommeord.no.