3. December 1902 — Dansk Kvindesamfund

Saa længe Menneskeslægten har levet paa Jorden har der vel været og vil der vel altid vedblive at være forbryderske, vanartede og vanrøgtede Børn. Nød og Elendighed, legemlig og aandelig Uformuenhed eller Ufor­stand udryddes næppe nogensinde af Jorden og derfor vil der ogsaa altid være Jordbund for Udviklingen af Vanart og Forbryderskhed hos Børnene. Men naar Forholdene er saa sørge­lige, som de nu er, naar Kendsgærningerne viser en tiltagende Stigning i Antallet af Forbrydelser, begaaede af Børn mellem 10-15 Aar og unge Mennesker mellem 15-20 Aar, en Stigning, der er langt stærkere i disse to Aldersklasser end blandt de voksne, saa maa ethvert Menneske, der tænker over andet end Døgnets Pjat og Pjank, blive greben af Sagens Alvor og spørge: Hvad er dog Aarsagen til en saadan Stigning, en Stigning, der bringer Dom­fældelserne over Børn op til det tre­dobbelte i Løbet af 25 à 30 Aar. Og det skønt flere og flere anmeldte Børneforbrydelser ikke efterfølges af Dom­fældelser. Der er en bestandig Stig­ning i „Fritagelse for Straf” overfor Børn, men dog stedse flere og flere Domfældelser. Dette gælder i særlig Grad overfor Drenge, hvor Tilvæksten f. Eks. er saa stor her i København, at medens i 1865 een af 65 Drenge blev domfældt, er Forholdet i 1890 een af 56 Drenge. For Pigebørns Vedkommende indtræffer den store Til­vækst først i 15-18 Aar, men dog ikke efter saa stor en Maalestok som blandt unge Mænd. Vi kan dog næppe tage denne Kendsgærning til Indtægt for vort Køn. Forholdet er dog vist dette, at et meget stort Antal Pige­børn mellem 15 à 20 Aar i en mer eller mindre skjult Prostitution, der fritager dem for Domfældelse, leder og frister de unge Mænd ind paa For­bryderbanen. Pengene fra Kassetyve­rier og Forretningsbesørgelser udøvede af unge Mænd bliver vist ret ofte ofret paa saadanne Pigebørn.

Og spørger vi nu om Aarsagen til den Samfundsulykke, som en stadig Stigning i Antallet af Forbrydelser be­gaaede af unge Personer altid er, saa er de mange og forskelligartede, og de forskellige Mennesker vil vel frem­føre forskelligt, der dog næsten alle bunder i den ene: Vanrøgt.

Vore nuværende Arbejdsforhold vanskeliggør i høj Grad, at der fra Forældrenes Side kan ydes Børnene den nødvendige Røgt og Pleje. Maskinernes Indtrængen paa saa godt som alle Arbejdsfelter drager saavel Manden som Hustruen bort fra Hjemmet og ud paa Arbejdspladserne. Og Børnene over­lades saa til deres egen, Kammerater­nes, Naboernes, Gadens Opdragelse; det vil med andre Ord sige: de lide under Vanrøgt, ikke af Ligegyldighed, men af sørgelig Nødvendighed. Andre Børn vanrøgtes af Uforstand eller af misforstaaet saakaldt Kærlighed. Er der mon ikke i Tiden en Tilbøjelighed til at vise sig altfor overbærende over for Børnenes Unoder, deres Ulyst til Arbejde, deres Fordringer om Fornøj­elser og Adspredelser? Eller er der ikke en Tendens til at raabe altfor højt og alt for umotiveret op om den Uret, der øves mod Børn ved at kræve Ar­bejder af dem uden for Skoletiden. Det er rigtigt, at Børn ikke overanstrenges, men de skal heller ikke bibringes den Opfattelse, at Arbejde er en Li­delse. Ligeledes er Fornøjelser og Ad­spredelser nødvendige for Børn, men de skal ikke tilfredsstilles i al deres urolige Jagen efter Adspredelser.

Det er i vore Dage og i vor store By ikke just Adspredelser, Børnene trænger til for at trives vel i legemlig og aandelig Henseende, men snarere den samlede Ro, den fredlyste Plet, hvor Indtrykkene ude fra og de spirende og dæmrende Følelser indefra kan faa Lov til at fæstne sig og udvikle sig til noget godt og smukt. Tarvelige, rolige, jævne Sæder skaber ogsaa gerne rene Sæder, Men det er jo nu bleven Skik og Brug at tage Børnene med til alle Festivite­ter lige fra Fødselsdagsgilder med diverse Drikkevarer, som de Smaa ogsaa skal smage paa, til Cirkusgøglet i de sene Nattetimer. At man gennem Mang­len af tilstrækkelig Hvile og Nattesøvn og igennem Indøvelse i at smage paa de spirituøse Drikke i høj Grad svækker Børnenes Modstandskraft mod de daarlige Kammerater, mod den daarlige Paavirkning er næppe Forældrene ind­lysende. Saa lod de vel Børnene blive hjemme og blev selv hjemme med om det var nødvendigt.                   

Men saa bliver det andet Spørgsmaal: Hvad bør og kan der da gøres for at gribe hæmmende ind mod den Stig­ning i Forbryderskhed hos Børn og unge Mennesker, der er saa stor, at der i Tidsrummet fra 1866-90 kan konstateres en Stigning i Antallet af domfældte Personer af Mand­køn af alle Aldersklasser i Gennem­snit pr. 100,000 Mennesker ca. 12 p.C. men for unge Mandspersoner mellem 15-20 Aar ca. 52 p.C. og for Drenge under 15 Aar alene ca. 120 p.C.

Og saa maa det endda erindres, at et meget stort Antal af Børneforbrydelser slet ikke komme til Offentlig­hedens Kundskab, eller slet ikke blive „domfældte”.

I København fritages ca: 2/3 eller 3/4 af tiltalte Børn og i det øvrige Land ca. Halvparten for Straf.

Det skal straks indrømmes, at der allerede er gjort en hel Del for at redde ikke faa af disse vanartede og forbryderske Børn. Foreningen af 1837 til forsømte Børns Frelse skylder vi megen Tak for dens Virksomhed lige som der jo ogsaa ved Oprettelsen af Opdragelsesanstalter, Børnehjem og ved Statens og Kommuners Tilskud til disse er gjort noget for at gribe ind mod Bør­nenes Vanart. Men alt dette er dog sket ved privat Initiativ og gennem­føres til dels ved private Midler, og er uden den Magt og Myndighed, som en ad Lovgivningens Vej fastsat Forsorg for disse Børns Opdragelse vilde kunne tilvejebringe. Her er den store Man­gel ved Ordningen og Løsningen af denne Opgave. Alle de gode Foran­staltninger, som de her nævnte og andre Institutioner kunne bringe til Anvendelse over for et vanartet Barn kan strande paa det ene, at Forældrene nægte andre at drage Omsorg for deres Barns Røgt og Opdragelse. Selv den værste Drukkenbolt, selv den letsindigste Moder har den enemægtige Forældremyndighed over Barnet – og ingen kan fratage dem deres Barn, med mindre de er under Fattigvæsenet eller har gjort sig skyldige i meget graverende Forbrydelser.

De Mænd og Kvinder, der arbejder i Foreningen af 1837 kender desværre altfor godt hvor stædige selv de elendigste Forældre, der kun kan byde deres Børn de usleste Livsvilkaar, kan være, naar der tilbydes Børnene god og sund Opdragelse, mod at de frasige sig Forældremyndigheden. Den før om­talte Kommission „angaaende Statstilsyn med Børneopdragelse” har da ogsaa haft den Opfattelse, at Lovgiv­ningen bør ændres paa dette Punkt, og i det af den forhenværende Rege­ring i 1900-1901 indbragte Lovforslag „om offentlig Forsorg for vanartede, vanrøgtede og forbryderske Børns Op­dragelse” gør den samme Anskuelse sig gældende, og der nævnes forskel­lige Tilfælde, i hvilke Forældremyndig­heden fratoges Forældrene, medens det overdroges til de i Lovforslaget foreslaaede kommunale Udvalg og Over­øvrigheden at træffe Bestemmelse om Opdragelsesforsorgen.

Det er noget saadant, der bør ske, saaledes som det allerede er vedtaget og praktiseret i forskellige andre Lan­des Love f. Eks. Frankrig, England, Norge. Man er i disse Lande gaaet endnu videre, end der er foreslaaet hos os. Medens det i vort Lovforslag hedder, at Barnet skal under offentlig Forsorg, naar det ved slet Opførsel har lagt sædelig Vanart for Dagen, saa er man andre Steder gaaet ud fra det bedre og mere omfattende, at lade den offentlige Forsorg træde til, saasnart der er nærliggende Fare for, at Barnet skal glide ud i sædelig For­dærvelse. I Frankrig er det saaledes Lov, at Forældremyndigheden fratages Forældrene, naar de begaa Forbrydelser mod deres Børn eller med dem, eller hvis de paa Grund af sædvanemæssig Druk­kenskab eller slet Behandling udsætter Barnets Helbred og Moral for Fare, lige­som der ogsaa er Bestemmelser om, at Staten skal tilvejebringe de fornødne Opdragelsesanstalter for forbryderske Børn. I England er Systemet, der hviler paa det Princip, at Staten ikke blot har Ret, men ogsaa Pligt til at tage sig af de vanrøgtede Børn, vel nok bragt til sin største Fuldkommen­hed. Her tager Lovgivningen Forbe­hold baade overfor vanemæssig Tiggeri, Vagabonderen, Skoleskulkeri over for Børn, der har Tilhold hos vitterlig prostituerede Kvinder o. s. v. og fast­sætter, at saadanne Børn kan fremføres for Domstolene og af disse befales sendt til enten en Tvangsskole, eller en Arbejdsskole, eller en Dagarbejdsskole eller endelig til et Internat, Sko­ler, der alle ere bestemte til at virke opdragende og værnende mod Barnets slette Tilbøjeligheder og slette Vaner. Ligeledes bestemmes det, at Forældre eller Værger selv kan henvende sig til Domstolene med Ønske om, at faa Barnet oversendt til en af de omtalte Skoler og Opdragelsesanstalter.

Forældrene maa i alle Tilfælde af Oversendelse til offentlig Opdragelse, betale for Barnet, hvis de er i Stand dertil, – indtil 5 sh. ugentlig. Efter en Beretning fra 1889 er der i Eng­land og Skotland 226 saadanne aner­kendte Skoler. At de er anerkendte vil sige, at de staa under Myndigheder­nes Tilsyn og modtager Bidrag fra Staten. Statens Bidrag andrager, naar undtages Dagarbejdskolerne, over Halv­delen af Udgifterne. Og ser vi saa paa Resultaterne af denne af Stats­myndighederne ordnede Omsorg for Børnene, saa er de i højeste Grad lovende. I England var der i 1870 henimod 10,000 forbryderske Børn under 16 Aar, i 1890 var Antallet ikke 4000 – og samtidig er ogsaa An­tallet af voksne Forbrydere i Nedgang.

Vi burde af al Magt i Samfundets, i Børnenes Interesse stræbe efter at faa en lignende Ordning herhjemme, en Ordning, der gav de offentlige Myn­digheder Magt til at fratage daarlige Forældre deres Børn, og som anviste Midler til Oprettelsen og Opretholdel­sen af Opdragelsesanstalter og Optagelseshjem for saadanne Børn.

Der er vel næppe nogen Sandsynlig­hed for, at den nuværende Regering vil fremlægge det en Gang nævnte Forslag fra 1900-01, der ogsaa paa mange væsentlige Punkter trænger til Ændring, men en Ting bør vi højlydt fastholde: at der trænges til en anden Ordning end den nuværende, og at vi vente og haabe, at Regeringen snarest vil have sin Opmærksomhed henvendt paa dette Spørgsmaal og skaffe os de Forbedringer, der vil skabe andre Tilstande.

Kilde: “Kvinden og samfundet” nr. 6, 1902, s. 21-22, Kvinfos kvindearkiv.