8. december 1915 — Langelinjes Pavillon, København, Danmark

Tanken om at skabe et Samar­bejde mellem Kvindesagens Venner i Nordens Lande er ligesaa gammel som Kvindesagen i Norden selv. Ef­ter at den politiske Skandinavisme havde lidt sit store Nederlag i 1864 rettedes Tanken om at grundlægge en nærmere Enhed mellem Nordens Folk som bekendt mod mere prak­tiske Forhold: Møntenhed, fælles Vexellov, fælles Lov om Statsborger­ret, Forfatterret m. m. Ogsaa inden­for Kvindebevægelsen, som i Slutnin­gen af Tredserne begyndte at ytre sig i hvert af Nordens Lande, omend foreløbig kun litterært, opstod straks Ønsket om at gøre denne til et Led i de skandinaviske Enhedsbestræbelser.

Det første Forsøg gøres, dengang den svenske Friherreinde Adlersparre f. Leijonhufvud, med det litteræ­re Navn Esselde i 1867 opfordrer Fredrik Bajer, den senere Medstif­ter af Dansk Kvindesamfund, til at hjælpe hende med at skaffe hendes »Tidskrift för Hemmet« indpas i den danske Læseverden. Hendes Tidsskrift skal nu være tilegnet Nordens, Kvinder og dets Formaal: »Folkenes og Samfundenes Foræd­ling gennem Kvinden og Hjemmet«. – »Tidskrift för Hemmet«, som 1885 afløses i Sverige af Fredrika Bremerförbundets Blad »Dagny« og i Danmark af »Kvinden og Samfun­det«, har ganske sikkert i begge Lande forberedt Jordbunden henholds­vis for »Fredrika-Bremer-Förbundet«s og »Dansk Kvindesamfund«s Dannel­se; men et varigt Sambaand mellem Kvindesagens Venner i Nordens Lande formaar det ikke at skabe. — Forsøget paa at skabe et saadant kommer næste Gang ude fra den store Verden, da Fredrik Bajer faar Opfordring fra en dansk Mand, bo­ende i Genf, til at danne en Afdeling for Norden af et internationalt Kvin­desamfund, som er stiftet i Genf, og ønsker at danne Afdelinger rundt om i Europas Lande. 

Den Afdeling Fredrik Bajer med­virker til at stifte kommer imidlertid kun til at omfatte Danmark, der sy­nes ikke i Sverige og Norge dengang at være Interesse for en Sammen­slutning. Knap et Aar efter løsriver den danske Afdeling af det interna­tionale Kvindesamfund sig og genopstaar som et selvstændigt dansk Kvindesamfund. Danmark havde i de Aar et Forspring i Kvindebe­vægelsen for Sverige og Norge. I 1876 stiftes den første Kvindesagsforening i Sverige: »Förening för gift Quinnas Eganderätt«, og først i 1884 faar Norge sin første Kvindeforening: »Norsk Kvindesaks-forening«.

Efter Anvisning af en af Foregangskvinderne her i Danmark, Pauline Worm, tager Dansk Kvindesamfund straks Arbejdet op for at skaffe dan­ske Kvinder økonomisk Uafhængig­hed, og for at sikre den gifte Kvinde økonomisk Selvstændighed. 

Ved Fredrik Bajers Hjælp lykkes det D. K. d. 7. Maj 1880 at faa Loven om Ægtefællers Forhold ændret saaledes, at Hustruen faar Raadighed over, hvad hun tjener ved eget Arbej­de, naar det ikke sker ved Fællesboets Midler. Som et Udtryk for sin Anerkendelse af D. K.s Arbejde paa dette Omraade optager »Förening för gift Quinnas Eganderätt« D. K. som Æresmedlem. — Imidlertid gaar Kvindesagen sin Gang i hvert af Nordens Lande uden at der fra no­gen af Siderne gøres Skridt til noget egentligt Samarbejde, dog forekom­mer der i D. K.s Blad »Kvinden og Samfundet« hyppig Artikler af fremragende Kvindesagsforkæmpere i Norge, Sverige og Finland, f. Eks.: Esselde, Ellen Key, Camilla Collet, Magdalene Toresen, Ragna Nielsen, f. Ullmann, Alexandra Gripenberg o. fl.

Endelig i 1888 gøres der et virkelig praktisk Skridt til Samarbejde un­der den store Udstilling i Køben­havn samme Aar. 

»Kvindelig Fremskridtforening«, stiftet i 1885, indbyder til et nordisk Kvindesagsmøde. Da Programmet for dette Møde imidlertid kom til at omfatte ogsaa Sager, som laa uden­for et strængt kvindesagligt Omraade, saasom Fredsag og Arbejdersag, afslog D. K. at være Medindbyder, men benyttede Lejligheden til efter Fremskridtsforeningens store Kvindemøde at samle Repræsentanter for Norge, Sverige og Finland til et 2 Da­ges snævrere Møde, hvor man drøfte­de Tanken om et organiseret vedva­rende Samarbejde mellem Kvindesa­gens Venner i Nordens Lande. Man naaede saa vidt, at man vedtog at opfordre de forskellige Kvindefor­eninger i hvert af Landene til at ud­nævne hver en korresponderende Se­kretær, som skulde træde i Forbin­delse med de andre Foreningers Se­kretærer og overveje Formen for de fremtidige Sammenkomster. Dette Forsøg bar dog ikke Frugter udover nogle Aarsberetninger i Kv. og Sf. fra de forskellige Kvindeforeninger og i Ny og Næ nogle Artikler. Af Aarsberetningerne ses det, at der har været arbejdet ret ensartet i al­le Lande og omtrent efter samme Program: Kvinders økonomiske Uaf­hængighed, Hustruens selvstændigere Stilling, kommunal og politisk Valgret o. s. v. — Ved Aarhundredeskiftet opdukker der i Kvinden og Samfundet den pompøse Rubrik: »Nordens Kvindeforbund«. De inter­nationale Strømninger i Kvindebevæ­gelsen, som er blevne vakte, først ved en Kongres i Washington 1888, derefter ved en lignende i Chikago 1893, vakte paany Tanken tillive om en skandinavisk Kvindesammenslut­ning. En norsk Kvinde, Elisa Kjelland, fremsatte i Kvinden og Sam­fundet Ønsket om, at Kvinder fra Nordens Lande skulde træde i Korres­pondance, for, som hun udtrykker sig, »at danne en Søsterkæde, som omslutter alle Nordens Lande«. Kvinder af højst forskellig Alder og Sam­fundsstilling melder sig straks til denne Korrespondance, som dog omfattes med ulige større interesse i Norge, end i de andre Lande, navnlig Danmark, hvor kun meget faa meldte sig, og Rubriken »Nordens Kvindeforbund«, som havde lovet me­get mere, end den formaaede at hol­de, forsvinder snart helt af Bladet.

Ligesom det var fra Norge Idéen til Korrespondancen udgik, saaledes var det ogsaa Norge, som gjorde det næste indledende Skridt til Samarbejde ved at indbyde til et nordisk Kvindesagsmøde i Kristiania 1902. Mødet afholdtes paa en smuk og stor­stilet Maade i Kristiania Universitets Festsal, og Diskussionen bragte flere interessante Indlæg. Men der var desværre kun mødt meget faa Del­tagere fra Danmark. Det synes sta­dig, som om Interessen paa det Tidspunkt var meget mindre i Dan­mark end i de andre af Nordens Lande. Tanken om internationale Sammenslutninger, der gav sig prak­tisk Udtryk først i Dannelsen af det internationale Kvinderaad, og deref­ter i Dannelsen af den internationale Kvindevalgretsalliance, synes den­gang ganske at have overskygget den meget nærmere liggende Tanke om en Sammenslutning af Kvindesagens Forkæmpere i Nordens Riger.

Imidlertid skete der i Sommeren 1909 den for Kvindebevægelsens Skandinavisme saa betydningsfulde Begivenhed, at det paa en Konferen­ce i Stockholm mellem Delegerede fra Nordens tre Riger blev vedtaget at foreslaa det Fælleslovgivningsarbejde, som paa flere Omraader med Held var forsøgt, overført paa Fami­lieretten; hvilket altsaa førte til Ned­sættelsen af den svenske, norske og danske Kommission, som D. K. har den Glæde at have samlet her i Af­ten. Arbejdet paa Forbedring af den gifte Kvindes Retsstilling har i alle Nordens Riger slynget sig som den røde Traad gennem Kvindesagen. Nedsættelsen af de tre Familieretskommissioner blev derfor den Lur, som atter kaldte paa den skandina­viske Kvinde-Sammenslutningstanke.

Den Omstændighed, at D. K. af den danske Kommission blev opfor­dret til at nedsætte et Udvalg; bestaaende af Kvinder, for hvilket Kommissionen kunde forelægge Ud­kastene til sit Foreslag, lagde Tan­ken om at lade afholde et nyt nordisk Kvindesagsmøde lige paa D. K.’s Vej. Et improviseret nordisk Kvindemøde, som blev afholdt paa Skodsborg Ba­desanatorium i Juli 1912 kom til at berede Vejen for et større Møde, idet der at flere Kvinder blev fremsat Ønske om at faa et saadant i Stand. Formanden for D. K.’s Fællesstyrelse, Astrid Stampe Feddersen, hvis skandinaviske Sympathier aldrig har slumret, fremhævede indenfor Styrel­sen den Betydning, der vilde ligge i at Nordens Kvinder samledes til fælles Forhandling om den ensartede skandinaviske Familieret. Tanken vandt Tilslutning indenfor D. K., og de officielle Indbydelser Kvindeorga­nisationer i Finland, Sverige, Norge og paa Island udgik i Februar 1914, og efter at de var modtagne, udgik Indbydelse til forskellige danske Kvindeforeninger om at lade sig re­præsenterer.

Mødet afholdtes d. 10. og 11. Juni 1914, og dets Program kom til at omfatte foruden Familieretsspørgsmaalet ogsaa Børnelovgivning og Særforbud for Kvinder.

Diskussionen om Familieretten blev indledt af Formanden for den dan­ske Kommission, Hr. Professor Vig­go Bentson. Derefter havde en Taler for hvert af de repræsenterede nor­diske Lande Ordet.

Diskussionen resulterede i Vedta­gelsen af en Resolution, hvori Mø­det udtalte, at det paa de fleste Punk­ter kunde slutte sig til det af Familieretskommissionen i 1913 afgivne Udkast til Love om Ægteskabs Indgaaelse og Opløsning, samt, at Mø­det ansaa det for fornødent, at Kvinder bliver Medlemmer af de nordiske Familieretskommissioner ved de nu kommende Arbejder, hvor Kvinder­nes Interesser er særlig store og de­res Indsigt i Arbejdet særlig paa­krævet. Ligeledes udtalte Mødet sin Forvisning om, at gode og retfærdige nye Love paa dette og lig­nende Omraader burde søges gen­nemførte snarest mulig, og i væsent­lig ensartet Form i de tre Lande.

Ogsaa Spørgsmaalet om Børnelov­givning og Spørgsmaalet om Sær­forbud for Kvinder blev diskuterede paa dette Møde, og det sidste Spørgsmaal førte til Vedtagelsen af en Re­solution, hvori Kvinder af alle Sam­fundsklasser fra Danmark, Norge, Sverige og Finland udtalte sig imod Særlove for Kvinder i Industri og Haandværk — en effektiv Barselhvile undtagen.

Forinden de Delegerede til det­te nordiske Kvindesagsmøde skil­tes, var de samlede til en Fællesfrokost paa Marienlyst Badehotel, hvor Tanken om et fortsat Samarbejde paa de paa Mødet diskuterede Spørgsmaal og andre kvindesaglige Spørgsmaal drøftedes. Man vedtog at henvende sig i hvert Land til Kvindeforeninger og foreslaa et saadant Samarbejde optaget. En indbydelse til et næste større Kvindesagsmøde i Helsingfors 1918 og et snæv­rere i Stockholm 1916 forelaa allerede. 

Ikke to Maaneder efter dette forhaabningsfulde Møde var Europa omspændt af Krigens Baal, og det Samarbejde, som var paabegyndt, syntes en Tid lammet, ja næsten op­givet. Kun én Tanke optog det første Aar alles Sind. Men efterhaanden som Krigen trak i Langdrag, og Ængstel­sen for at se Nordens Lande indblandede minskedes, vaagnede atter Tran­gen til at fæstne det Baand, som knyttedes i Mødedagene 1914. Familieretskommissionens Arbejde, som gik sin støtte Gang, virkede ogsaa nu som et Sambaand, især efter at det nordiske Mødes Ønske om Kvinder i Kommissionen var blevet efterkom­met.

Det er os derfor en stor Glæde her i Aften at være samlede med Kommissionens Medlemmer, og uden at være uhøflig mod de mandli­ge Medlemmer tør jeg vel nok sige, at det navnlig er os en Glæde at være sammen med de tre kvindelige Med­lemmer, af hvilke vi som Kvinder fø­ler os repræsenterede. Vi anerkender tilfulde, at det ikke er en let Post, de er stillet paa: at vide Tusinder af Kvinders Øjne rettede paa sig i Til­lid og Forventning,  og samtidig at vide med sig selv, at det er Samfundets Velfærd og ikke blot ens eget Køns Velfærd, man af Regeringen er kaaret til at varetage, det lægger et tungt Ansvar paa vedkommendes Skuldre. Vi trænger derfor til at ud­tale overfor disse tre Kvinder, at vi forstaar Ansvarets Byrde, og at vi føler os af hele vort Hjerte taknem­melige for, at de har villet paatage sig dette Hverv. — Denne Sammen­komst her i Aften er jo bleven et slags Efterspil til det nordiske Møde 1914, men vi har jo Lov til hver for sig at haabe paa, at den ogsaa maa blive  et Forspil til et nyt nordisk Møde; den Sag, som nu behandles i Kommissionen og snart skal frem paa Rigsdagen, er jo i egentlig For­stand Kvindernes Hjertesag. Om Kvinderne virkelig fremtidig skal  kunne hævde sig Side om Side med Mændene vil væsentlig afhænge af, hvorledes deres Stilling i den nye Familieret bliver. Den Fæstning, som Camilla Collet betegnede med Ludvig d. 14.’s Valgsprog: »L’Etat c’est moi« lykkedes det os at erobre — om det ene Hjørne i den nordiske Trekant end mangler, tør vi dog allerede betragte dets Indtagelse som paa Forhaand sikret, — men den fæstning, som hedder »ma femme c´est moi«, den vil sik­kert volde os adskillig Besvær end­nu. Nordens Kvinder bør derfor alli­ere sig om at bringe den til Fald, i Erkendelse af Sandheden i de Ord, Fru Stampe Feddersen udtalte ved Aabningen af det nordiske Kvindesagsmøde 1914: »Det er de nordiske Folks verdenshistoriske Kald at gaa i Spidsen for Kvindernes Frigørelse, og vi bør derfor arbejde i Fællesskab paa vort store Maal«.

Vi tør jo ikke i dette Øjeblik tale med den Tryghed om Fremtiden, som vi gjorde hin lyse Sommerdag paa Marienlyst Badehotel. Mange Haab og glade Udsigter er siden den Dag blevne formørkede. Men ligesaa overbevist som jeg føler mig om, at Kvindebevægelsen vil gaa ud af denne Verdenskrise mere sejrbevidst og fortrøstningsfuld til sin gode Ret end nogensinde, ligesaa overbevist føler jeg mig om, at Tanken om et varigt Samarbejde mellem Nordens Kvinder vil efter denne Krig blive omfattet med endnu større Varme end før og føre til ensartede Refor­mer i alle Lande til Højnelse af Kvindens Stilling og til Familielivets Værn. Thi aldrig vil de Ord vor sto­re Statsmand A. P. Bernstorff udtal­te i 1794 finde en dybere Sangbund hos alle Nordens Folk end til den Tid: »Alt, hvad der nærmer Nordens Riger til hverandre er naturligt, alt hvad der fjerner dem er unaturligt og kunstigt.« 

Kilde “Kvinden og samfundet” nr. 3, 1916, s. 37-39, Kvinfos kvindearkiv.