1922

«Rien ne dompte la conscience de l’homme, car la conscience de l’homme c’est la pensée de Dien.» «Intet betvinger menneskets samvittighet, for menneskets samvittighet, det er Guds tanke», sier Victor Hugo.

Der var engang en konge i Korinth som het Sisyphos. Han maa tydeligvis ha været en begavet og meget virksom mand og i flere henseender en fortræffelig hersker i sit rige. Saaledes fortælles det at det var ham som riget skyldte sine fremskridt i handel og skibsfart. Men han var egennyttig, forslagen og listig og satte sig ved flere leiligheter op mot guderne. Derfor blev han i underverdenen efter døden regnet blandt de store forbrydere. Hans straf var at han uten stans og hvile maatte rulle en uhyre tung sten opover en brat bakke. Hver gang han stønnende og træt hadde faat den op til kanten, rullet stenen ned igjen.

Og digterne som ikke visste, hvilken forbandelse der var over den arme Sisyphos, undret sig og sa:

«Hvad kan han ville med sin sten deroppe?

Vil han et tempels fundamenter sætte?

En varde reise mellem klippens toppe

til tegn for fjedet paa den øde slette?»

og naar de fik vite at det var en straf for hans liv paa jorden sa de:

«Den arme Sisyphos! De strenge guder

har lagt en rastløs higen i hans indre.»

Sisyphos skulde lide under forbandelsen til han forstod hvad hans synd som styrer hadde været. Hvad hadde han forbrudt? Han hadde handlet umoralsk og visste dog i sin samvittighet at han handlet mot den guddommelige vilje. Han, som alle i landet saa op til og som hadde saa megen magt og indflydelse, hadde derved draget den offentlige bevissthet, hele samfundet, nedover, hadde demoraliseret samfundet. Det var hans store synd.

Akkurat som Sisyphos bærer landenes politiske partier sig ad. Og derfor gaar det samfundene i de civiliserte lande som det gjør.

Et land maa ha en bestemt politik og være sig denne politik bevisst og bekjendt for at kunne bevare sin stilling likeoverfor andre stater. Men de enkelte individers forskjellige meninger maa ikke snøres ind i tvangstrøie. De maa ha frit lov til at bevæge sig, uttales av den enkelte, dømmes av den enkelte i landet. Uten aandelig frihet ingen utvikling.

Men hvorledes bærer de politiske partier sig ad?

Akkurat som Sisyphos i Korinth. Det gjælder for partiet at faa magten og først og fremst bruke den til egen fordel. Derfor maa ingen i partiet virke for anden mening, for anden sak end den som tillates av partiets program. Tankerne i hver enkelt mand i partiet maa ikke frit flagre ut og omkring for kanske at utvides, at forædles, at forandres. Nei, det gjælder snarere at skjule sandheten for sig selv, ikke høre efter samvittigheten, tvinge sine meninger til at bli de samme som partiets.

Paa den maate vokser intet aandelig liv.

Det er en politik som er umoralsk for det enkelte menneske og for det hele folk, det er demoraliserende for alle partier. Og paa den maate kan der aldrig bli fremskridt i landet, naar hver ny generation vokser op i den demoraliserende politiske luft og influeres av den.

Likesom Sisyphos aldrig fik den tunge sten til at ligge, den ramlet ned igjen av sig selv, saaledes vil ingen ny generation, som tilhører de politiske partier, faa verdens samfund hævet, forbedret. Den ældre generation fordærver gang paa gang, gjennem aarhundreder, hver ung og sangvinsk ny generation ved den umoralske fordring: Arbeid for partiet, stem for det, finder du at noget er usandt, urigtig, maa du stemme for det allikevel, du maa gjøre det, for det, det gjælder om, er at partiet beholder magten i landet. Sisyphos vilde bli ved at være konge, partipolitikeren vil bli ved at ha magten. Derfor er den civiliserte verden ikke kommet videre. Og kommer aldrig videre, hvis ikke lovene for et lands politik blir forandret.

Der er dem som sier at der snart vil komme en stor forandring paa jorden. Mange forhold vil bli anderledes, og der tales om at politik vil bli noget andet end før. De politiske partier vil ikke staa imot hinanden, de har lov til at være av forskjellig mening i saker, men med love for hvor langt uenigheten kan gaa.

Først maa det da vel almindelig erkjendes at det er likesaa demoraliserende for politikere at handle mot samvittighetens stemme som retskafne mennesker synes det er for ikke-politikere. Og det maa erkjendes at denne offentlige forsyndelse har paavirket alle samfund i den civiliserte verden og sænket niveauet i alle lande.

De styrende kan ikke ta Gud med i sit arbeide, i sit liv, naar de skal handle mot sin samvittighet. De har været dygtige, har utført meget arbeide, men været aldeles likegyldige for hvorledes arbeidets utøvelse virket paa folkets aandelige liv.

Intet politisk parti som har hat ledelsen i Norge, har magtet «at bygge tempel» for det norske folk. Venstrepartiet begyndte saa vakkert engang og mange unge hjerter banket av fryd og begeistring. Men saa grep magtbegjær, forfængelighet og verdslighet høvdingerne. Stenen rullet ned igjen, de unges begeistring slukkedes, og det samme tomme, jordbundne kav og stræv uten ideelt formaal begyndte hvert aar paany.

Der fandtes ikke i Norge en kraftig, aandsfyldt mand, som tok Gud med i sit arbeide og bad: «Bruk mig, Gud! Dit arbeide og det alene vil jeg gjøre. Saaledes som jeg føler det i min samvittighet vil jeg handle. Din vilje, saan som jeg forstaar den, vil jeg utføre». Derfor fik politikerne ingen velsignelse av sit arbeide. Verden tok dem.

Gud gir ikke belønning, selv for dygtig arbeide, naar fremgangsmaaten er syndig. Og det er syndig av dem som skulde forstaa bedre, at opdrage den ene generation efter den anden til at fornegte sin overbevisning og altsaa gjøre det som er umoralsk forat ens eget politiske parti kan tilrane sig og beholde makten.

Kanske vi kan haabe paa at en kraftig Guds stridsmand vil staa frem hos os og indprente det norske samfund et par sandheter:

Der blir aldrig fremskridt i det land, hvor hver ny generation fordærves av en umoralsk politik.

Det kan aldrig bli uten indflydelse paa et menneskes karakter og aandelige liv at maatte følge sit politiske parti i alt, – ogsaa der hvor hans samvittighet absolut sier nei.

Ingen maa tvinges til at handle mot sin samvittighet. Det vilde være let for Gud at sætte sin vilje igjennem. Men Gud tvinger ingen. Derved gir han os den visshet at vi ikke har lov at bruke aandelig tvang mot medmennesker.

Naturligvis er der mange som smiler haanlig av den tanke at et land kunde leve og styres uten politiske partier. Men vær ikke for sikker paa at ikke utviklingen gaar den vei. Det er da ingen naturnødvendighet at et samfund, et land, skal styres av partier som staar fiendtlig likeoverfor hinanden.

Det ser ut som det var en naturnødvendighet for gutter at slaas, men vi vet de kan opdrages til at la det være. Saaledes kan det ogsaa gaa med et samfund. Man kan ialfald tænke sig en anden og mere tilfredsstillende ordning end nu.

Ja, endnu er det kun en tanke. Ja vel, men hvem vet?

«Tu n’es encore qu’une étincelle, Demain tu seras le soleil!» «Endnu er du kun en gnist, men imorgen blir du solen», sier Victor Hugo.

Ja, Gud give os det!

Hvad det maa ha været for Sisyphos, da Jesus Kristus kom til ham i underverdenen, friet ham ut av elendigheten og talte milde, kjærlige ord til ham, saanne som Sisyphos aldrig hadde hørt. Og Jesus, som vet hvad der glæder menneskenes hjerte, smilte til ham og sa: «Vet du hvad en digter har sagt om dig, Sisyphos:

Han har en trøst: Han kjæmper ei forgjæves!

naar stenen styrter i den steile bakke,

og naar den atter gennem uren hæves,

den knuser stedse dog en øgles nakke.

Tænk hvor mange mennesker du har frelst fra fæle smerter, min egen ven. Du kan tro de er taknemmelige mot dig. For de øgler hørte ikke til de uskadelige.»

Da smilte Sisyphos.

Kilde: Nielsen, Ragna: Sisyphos og de politiske partier. Kristiania 1922.

Virksomme Ord: Norske Politiske Taler, http://virksommeord.no.