27. August 1899 — Arbeiderpartiets Landsmøte, Kristiania, Norge

Da Arbeiderpartiets kvindeforening har opstillet dette spørsmaal paa landsmødet, er det for at faa spørsmaalet belyst fra flere hold, og hvoraf vi kunde faa et grundlag for vor fremtidige agitation. Jeg vil da her i korthed faa fremholde min og mange kvinders mening om samme.

Den første og vigtigste grund, hvorfor kvinderne staar saa sløve og ligegyldige overfor arbeiderbevægelsen og samfundsspørsmaalene, er vel at søge i kvindernes opdragelse. Kvinden er fra barn af opdraget til ikke at befatte sig med alvorlige spørsmaal; “det forstaar du ikke”, “det er ikke noget for dig”, er de almindelige svar et pigebarn faar, naar hun spørger om noget angaaende politiske eller sociale spørsmaal; dette svar faar hun ikke alene af sine forældre, men ogsaa af sine brødre. Smaagutter, som kanske er mindre end hun selv, kneiser noksaa stolt med nakken og mener, at de (pigerne) har ikke greie paa sligt, og det er ikke noget som vedkommer pigerne, naar samtalen kan komme ind paa f. ex. foreningslivet og saaledes gaar det gjennem hele barnets opvæxt.

Gutterne faar jo tidlig rede paa disse ting, for de staar jo i sin forening og taler baade om fagspørsmaal og politik med sine kammerater, saasnart gutterne blir voxne og begynder at arbeide, lærer et haandværk; gutterne hører om sig drøftelse af sociale og politiske spørsmaal. Saa kommer gutten inn i foreningslivet og arbeider derigjennem videre paa sin aandelige udvikling; hos ham er jo interessen tidlig vakt. Jeg har ofte hørt nykonfirmerede gutter drøfte samfundsspørsmaalene, men aldrig en nykonfirmeret pige. Pigerne blir lært at vaske og koge, og i det hele at holde et hus istand; de almindelige skolekundskaber fik hun jo ogsaa tilegne sig, men hvad der var over dette var af det onde. Hvem kan saa forbause sig over, at naar barnet blir kvinde, hun da sier som mændene, hvis der stilles hende et alvorligt spørsmaal: “Det forstaar jeg mig ikke paa; det faar bli mændenes sag”. Hun er som sagt ikke blit indpræntet andet, eller sat andet maal for øie end at bli gift, og naar kun det maal er naat, ja, saa har hun ikke mere at tænke paa.

Men da naturen har udrustet kvinden med ligesaa stor tænkeevne som manden, maa hun naturligvis ogsaa ha noget at beskjæftige sine tanker med, og da har hun i regelen ikke andet tilbage at ofre tankerne paa, end religionen og sine medmenneskers handel og vandel. Men mange kvinder har begyndt at finde dette utilfredsstillende, og har forstaat at de har et høiere og vigtigere maal at stræbe efter, end det her anførte.

Og her begynder saa striden mellem mand og kvinde. For hvem bærer vel skylden for, at forholdene er slig? Jeg paastaar, at for den første og største del bærer mændene skylden. Mændene sidder allene inde med al bestemmelsesret i alle vore institutioner. Har mændene gjort sin pligt overfor kvinden? Nei, ikke engang halvt har de gjort sin pligt. Kvinden har, som sagt, hidtil omhyggeligt blit holdt borte fra alt offentligt arbeide.

Sandt nok, fra mændenes leir hører og ser vi saa ofte, baade i tale og skrift, at kvinden maa være med i samfundsarbeidet, skal man komme nogen vei. Den ene taler og skribent overgaar den anden i at skrige paa kvinden og atter kvinden, om hendes medbestemmelsesret og hennes delagtighed i alle samfundsnyttige gjøremaal, og kvindens pris blir sjunget i høie toner. Men hvormeget mener de gode herrer med alt sit prat, det er sandelig ikke stort! Jeg har ofte tænkt paa, hvilke kvinder de gode mænd mener, naar de saaledes raaber paa kvinden til et og alt; sine egne kvinder er det da sandelig ikke.

Aanei, kvindens ligestillethed med manden er en theori, som mændene meget gruer sig for at la komme frem i praxis. En mand kan komme hjem fra et møde eller en fest, hvor han med begeistring har talt kvindens sag, og hans hustru kan sætte frem nogle spørsmaal om mødets gang, eller hun har læst en artikel i avisen som hun ikke forstaar betydningen af, og kan spørge sin mand desangaaende. I ni og niti af hundrede tilfælder vil hun faa til svar: “Hvad skal du vide det for? Det er noget du ikke forstaar og ikke behøver at befatte dig med. Alt saadant kan du ganske rolig overlade til os mænd, det skal vi nok greie uden dig, til fælles bedste.” Eller hun kan en anden gang si: “Nu vil jeg gaa paa et møde og høre et foredrag og diskussion”, eller: “Jeg vil bli medlem af en kvindeforening, jeg kan trænge til at faa rede paa de spørsmaal, som er oppe i tiden, og som saa stærkt beskjæftiger baade mænds og kvinders sind”, saa vil manden trække paa skuldrene og betragte hende med et medlidende eller foragteligt blikk og si: “Hvad tror du, at du har der at gjøre, du, som er saa dum; aa jo, de vilde faa en deilig en ind i foreningen om de fik dig! Nei, hold du dig bare hjemme og pas dine gryder og dine børn, saa har du vist nok.”

Dette har jeg selv hørt udtalt af mænd, som vil regne sig for at være gode socialdemokrater. Men paa denne maade skaber de sløve og ligegyldige kvinder. Som før sagt, kvinden har en ligesaa høi grad af tænkeevne som manden, og denne maa hun benytte eller søge at udvikle paa saa mange omraader som muligt, og da meget af kvindens arbeide i hjemmet er af den beskaffenhed, at tankerne ikke absolut behøver følge arbeidet, har hun jo rig anledning til at beskjæftige dem med høiere liggende emner. Men hun, som er opvoxet i gamle fordomme mod alt nyt, har ikke let for at forstaa den sociale tankegang, som er oppe verden over, og i de fleste tilfælde har hun heller ikke den slags aviser eller skrifter til sin raadighed, som kan skaffe hende oplysning paa disse omraader. Her, mener jeg, er det mandens pligt at række kvinden haanden og hjælpe hende frem til forstaaelse af vore samfundsspørsmaal.

Hertil vil vistnok mange svare, at kvinderne er saa ligegyldige, og mange gange ikke taaler at høre ordet “socialisme”. Jeg vil indrømme, at dette mange gange kan være tilfældet, at kvinden ofte er saa indgrod i de gamle fordomme, at hun er saagodtsom umulig at faa overbevist. Men disse er dog forsvindende faa i forhold til de mange, hos hvem interessen er vaagnet for de socialistiske ideer og reformer. Socialismen vil jo lighed for alle, uanset mand eller kvinde, og da mener jeg, at det er enhver socialdemokrats pligt at agitere ligesaa vel blant kvinder som mænd. Mændene er jo i regelen meget ivrige efter at faa udredet sine ideer blandt sit eget kjøn; hvorfor kan de ikke da ligesaa godt agitere blandt kvinderne? For det er sikkert, vil manden først for alvor ta fat paa det agitationsarbeide, vil kvinden ogsaa hurtig komme med.

Jeg ved nok, at han i mange tilfælder vil faa et svært arbeide med at begribeliggjøre for kvinden socialismens nytte. Han vil møde megen modstand, og hans taalmodighed vil mangen gang bli sat paa en haard prøve; men jeg er sikker paa, at han vil vinde seier; det gjælder bare om ikke at opgi [strævet] ved de første uheldige udfald. Manden kan jo være meget udholdende, naar det gjelder om at fremme sine egne interesser, som f. ex. at vinde den pige, han har fattet kjærlighed til, og hvorfor ikke ogsaa da kjæmpe for det maal at faa sin kone og sine døtre til at dele sine interesser, naar han deraf vil høste lige meget nytte og glæde.

Man vil si, at vi kan agitere selv, ja det gjør vi ogsaa; men hvad hjælper det, saalænge mændene trækker paa skuldrene ad os, og som oftest gjør nar ad vore bestræbelser. Jeg mener ikke, at der ikke gis nogen mænd, der for alvor vil ha kvinden med i samfundsarbeidet. Jeg ved, der er mange, og jeg tror, der er mange flere, der alvorlig og ihærdig arbeider for kvindens oplysning og hendes delagtighed i samfundsarbeidet. Og i de fleste tilfælde, hvor kvinden har faat forstaaelse og interesse for samme, har manden æren deraf. Jeg er vis paa, at disse kvinder er manden meget taknemmelig for den interesse, han har vist og det arbeide, han har udført for hende og hendes sag. Det blir saa ofte sagt, naar der er tale om agitationen blandt kvinderne, at partiet faar gjør det og partiet faar gjøre hint; men jeg tror nu ikke, at partiet – eller hvad som herved menes – de mænd, som sidder i partistyret, kan gjøre stort mere end de gjør. Om en kvinde noksaa ofte kan høre et foredrag, saa vil det ikke altid gjøre saa stor virkning. Men den daglige agitation, som en mand kan sætte i gang i sit hjem, det er den, der er styrke i.

Naar du har været paa et møde eller foredrag, fortæl saa din kone og dine døtre naar du kommer hjem, om hvad der er blit behandlet paa samme og om de forskellige meninger som der er fremkommet; læs af aviserne for dem, og forklar paa en letfattelig maade betydningen af det læste, om de ikke skulde fortstaa det, og har du raad til det, forær dem saa engang imellem en god bog om socialismens ideer og reformarbeide. Det vil paa samme tid opmuntre og oplyse dem, og de vil faa lyst til at udvide sine kundskaber mest mulig. Det har vist sig, at jo alsidigere en kvinde er uddannet, des bedre er hun skikket til at styre et hus og opdra sine børn. Lad hende faa forstaaelse af de socialistiske ideer og principer, og forholdene i hjemmene vil bli meget lysere og lykkeligere. Hun vil faa et lysere syn paa livet, hendes nedarvede og fra barn af indprentede pessimisme vil forsvinde. Hun vil bli optimist. Hun vil interessere sig for sin mands arbeide og for hans fagforening, hvad der desværre nu saa sjelden er tilfældet; hun vil kunne tale og udvexle tanker og meninger med sin mand om alle de interessante spørsmaal som er oppe i tiden og det, jeg kan gjerne si, fremmede forhold, som nu saa ofte hersker mellem ægtefæller vil ganske forsvinde.

Hendes arbeide i hjemmet vil bli lettere og bedre, og om der kommer tunge tider, som f. ex. arbeidsløshed eller sygdom, vil hun ikke længer se saa fortvilet mørkt paa tingene. Hun vil opmuntre sin mand og derved gi ham større kraft i kampen for tilværelsen og sine rettigheder; hun vil opdrage sine børn til at se lyst paa livet, til at sky ondt og lære dem at beskæftige sig med sund og god tænkning og at interessere sig for alt der er nyttigt og samfundsgavnligt, kort sagt, i det hele tat at opdrage dem til gode og rettænkende mennesker. Og da, men ogsaa først da, vil det socialistiske arbeide faa en rask fremgang, og mændene vil da høste den høieste glæde og den største nytte af sit arbeide for at faa kvinden interesseret og delagtig i samfundsspørsmaalene og arbeiderbevægelsen.

Kilde: Protokol Over Forhandlingerne Ved Det Norske Arbeiderpartis 13 de landsmøde, Kristiania 1899, s. 29-32.

Virksomme Ord: Norske Politiske Taler, http://virksommeord.no.